Barok kaldes den kunst- og kulturperiode, der løber fra 1600-tallets begyndelse til midten af 1700-tallet. Den afløser renæssancens genfødsel af den antikke oldtidsverdens umenneskelige fortælling, styret som den var af gudernes brutalitet, jalousi og grove drillerier.

Vi kalder det sære, det skæve, for barokt, og det med rette.

Det var en tid præget af forandringer, ikke mindst teologisk og teknologisk. Mens Gutenbergs trykmaskine og Kopernikus' stjernekort langsomt men sikkert undergravede religionens eneret på sandheden, strammede kirkens desperate mørkemænd sit stadig strengere diktatur og angreb enhver skygge af mangfoldighed. Men deres guddommelige nidkærhed var forgæves. Ved senbarokkens afslutning har disse 150 år dannet grundlag for stort set alt det, der med en misvisende frase kaldes finkultur inden for musik, litteratur, dans, teater og billedkunst.

Vi kalder det sære, det skæve, for barokt, og det med rette. De mørke kræfter brager sammen med kærlighed, trofasthed og lysets klarhed i tidens musik. En af store helte i datidens nye, folkelige underholdningsgren, operaen, er den tyskfødte Georg Friedrich Händel (1685-1759), der med sit musikalske klarsyn og eminente håndværk satte lyd til tidens opbrud af det kendte. Han var samtidig med Johann Sebastian Bach, men de to store komponister var hinandens totale modsætning. Mens Bach forsvandt i glemslens mørke i et par århundreder, forblev Händel udødelig, ikke mindst i Storbritannien. Da hans arbejdsgiver, kurfyrsten af Hannover, blev  Georg den Første af Storbritannien i 1714, valgte Händel af blive englænder.

Han demonstrerer til fulde sin kunnen i "Alcina" fra 1735. Det er en sprudlende fortælling om onde troldkvinder og mørk magi, korsfarerriddere i sin skinnede rustning, skæbnens lunefuld spil med to elskende og et barn i evig søgen efter sin bortførte far. Temaet, der stammer fra middelalderens Rolandskvad, er peppet godt op med tidens tanker om kærlighed og troldom og er som skabt for opera. Dens senere populariet er Händels fortjeneste. Det er ham, der får styr på alle genrens udfordringer og skaber det grundlag, som senere mestre kan bygge videre på i den efterfølgende wienerklassiscime..

Den Kongelige Opera har sammen med Den Norske Opera i Oslo fået den italienske instruktør Francisco Negrin og den danske barokmusik-guru Lars Ulrik Mortensen til at fremtrylle tidens kunstneriske magi og filosofiske brydninger. I centrum står troldkvinden Alcina og hendes søster Morgana. Helt i takt med tidens kvindebillede er Alcina indbegrebet af alt ondt: En blændende smuk, men liderlig og magtsyg kvinde, der spiser mænd som kirsebær og spytter dem ud som fortryllede dyr.

Til denne onde ø kommer nu kærligheden, den ægte, ædle mandige vel at mærke, men i en forklædt kvindes skikkelse. Da Alcina forelsker sig i hendes kærligheds renhed, er det slut med hendes magtsyge regime. Efter fire timers musikalsk nedbrydning er hun reduceret til en falleret skønhed, en grim kvinde klar til at blive udskiftet med en yngre model.

"Alcine" er en overvældende totaloplevelse – en uforglemmelig rejse i barokland og et på én gang kompliceret og enkelt indblik i kampen mellem køn og kirke, begær og moral, viden og overtro. Det er kampe, vi kan konstatere stadig lever i bedste velgående.