15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

København under besættelsen

København under besættelsen

Claes Johansens genudsendte "Våben til København"-trilogi tegner et fantastisk billede af Danmark i krig.

1 af 1

Claes Johansen har et bredt forfatterskab bag sig, men er nok mest kendt for sine bøger om besættelsen.

Gennem romanens store persongalleri tegnes et tæt og medrivende billede af besættelsestiden.

Forlaget Turbine har i forbindelse med markeringen af 75-året for besættelsen valgt at genudsende de tre bind  "Og ingen ved, hvordan det går", "De sidste mennesker på jorden" og "Våben til København" i en Sampak – og revideret udgave.

Det første bind "Og ingen ved, hvordan det går", er en bred og dramatisk kollektivroman, der udspiller sig i Danmark i perioden fra eftersommeren 1939 til forsommeren 1942. Gennem romanens store persongalleri tegnes et tæt og medrivende billede af besættelsestiden.

Vi møder husmoderen, hendes mand og deres børn. Den værnepligtige soldat, der ser sin kammerat blive dræbt af tyskerne den 9. april 1940, flyverløjtnanten der tager til England og vender tilbage som faldskærmssoldat. Studinen med de kommunistiske forældre. Nazisten med det fallerede ægteskab bag sig, og kunstmaleren der trykker illegale løbesedler om natten. Kort sagt om krig, kærlighed, drab og intriger.

I bind to "De sidste mennesker på jorden" befinder vi os i perioden fra sommeren 1942 til samarbejdspolitikkens ophør sidst i august 1943. Modstanden mod samarbejdspolitikken vokser og sabotagen forstærkes med nedkastede faldskærmsfolk fra England. Folk arresteres og lejligheder ransages. Samtidig sendes tusinder af danske frivillige i tysk uniform til østfronten, hvor krigens og nazismen uhyggelige ansigt er barsk virkelighed. 

Hjemme hos Petruska og Lief går livet sin vante gang, med jazzmusik, kærestesorger, familieskænderier og sortbørshandel, da samarbejdspolitikken i august 1943 bryder sammen. 

I dette bind er der en fin beskrivelse af livet i Frikorps Danmark, hvor mange danskere med regeringens samtykke gjorde tjeneste på østfronten mod Sovjetunionen. Samtidig er Petruska og Lief fængslet.

"Våben til København" udgør tredje bind og er historien fra samarbejdspolitikkens sammenbrud frem til befrielsen i 1945. For Petruska og Lief, deres gruppefører Poul og andre modstandsfolk var situationen farlig og frustrerende. Man var jagtet af tyskerne og deres håndlangere, det danske politi og retsvæsenet og i visse tilfælde af repræsentanter for den militære del af modstandsbevægelsen. 

Samlet udgør trilogien et kollektivt mesterværk, et af de bedste om besættelsen, krigen og dens hverdag. Den bredt anlagte episke fortælling tegner et fantastisk og gennemresearchet billede af et Danmark i krig.

Trilogien er det største skønlitterære værk om besættelsestiden.

08. okt. 2015 - 17:00   08. okt. 2015 - 17:00

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
6

Claes Johansen: Våben til København – trilogien. 699 kr.

Forlaget Turbine

Bjarne Nielsen