En forfatter (Ole Lemmeke), der har en umiskendelig lighed med den myrdede svenske statsminister Oluf Palme, ankommer til en forfatterkongres i Skt. Petersborg, som foregår i Moskva. Mødelederen tror også han er svensker, men han er professor fra Danmark.

Besat af troen på at være elsket af folket, men angst for historiens dom.

Det kommer der meget sjov ud af, som fra starten tager brodden af frygten for, at vi nu skal præsenteres for noget ondt, der skete i gamle dage. Det er selvfølgelig ondt, men også underholdende og det handler om i dag.

Professoren har begået en bog om Stalins forbrydelser – og snart møder vi Stalin i egen magtfuldkomne og paranoide skikkelse, som er begyndt at se sit eget endeligt komme – fantastisk gestaltet af Lars Knutzon med en bizar jovial grumhed. Her er en stærk, klog mand, som har fået forfærdelig meget magt.

Vi ser Stalin i dialog med et af hans ofre – en kvindelig digter (Ina-Miriam Rosenbaum). Besat af troen på at være elsket af folket, men angst for historiens dom.

Han møder også sig selv som ung og idealistisk kæmper – og den gamle Stalin bliver nødt til at dræbe den unge. Han kan ikke tåle at blive konfronteret med, at han også er et menneske, der har udviklet sig, fordi det dementerer myten om, at han altid til alle tider er den klogeste, der kender sandheden, der aldrig har taget fejl og aldrig kan tage fejl.

Der krydsklippes med jævne mellemrum til nutiden, hvor vores verdensfjerne, selvgode professor ikke kan forholde sig til nutidig undertrykkelse. En luder, der har købt hans bog for fortjenesten ved et blowjob, vil gerne have ham til bringe sandheden videre om undertrykkelse i dagens Rusland, men Pussy Riot falder helt udenfor professorens kategoriseringer af virkeligheden.

Stalins støvler handler om tyrannens psykologi og om psykologien hos den intellektuelle, der kun kan forholde sig distanceret til livet. Det er vældig godt og overbevisende teater. Stykket forholder sig ikke til de forhold og mekanismer, der tillod tyranniet. Den historie har vi til gode.