Den danske komponist Carl Nielsen (1865-1931) må have tænkt på det gamle ord om, at "Ingen er profet i sit eget fædreland", da han i et brev til hustruen Anne-Marie klager sin nød over pressens modtagelse af hans første opera "Saul og David" i 1902.

"... Bladene er rasende og levner mig hverken talent, hjerte eller smag" lyder det patetisk fra den miskendte komponist. Det skulle dog blive bedre. Den musikalske fynbo anses i dag for Danmarks største, klassiske komponist og lige nu hylder alverdens scener 150-året for hans fødsel.

I bagklogskabens klare lys er det nemt at rynke på næsen af den danske presses manglende respekt for mesterens geni, men Carl Nielsen selv har ikke gjort det nemmere i "Saul og David". Operaen følger i det store hele de såkaldte Samuelsbøger fra Det Gamle Testamente.

De beskriver et Israel i kraftig forandring. Landets fjender er begyndt at rotte sig sammen, og det urgamle, upraktiske profetvælde står for fald. Folket – eller mere korrekt hyrdeguden Yahve – forlanger en konge, der kan forsvare landets grænser.

Det bliver den sidste profet, Samuel, der salver den første konge, Saul, i "landet der flyder med mælk og honning". Saul er både en effektiv hærfører og en dreven politiker, så det går godt. Lidt for godt mener Samuel, en fæl fundamentalistisk Bin Laden-type, der spiller Guds talerør og kasserer Saul til fordel for den unge hyrde David.

Det nederlag er for meget for den selvbevidste Saul, så den forsmåede konge begynder at skændes med sin gud, og det er der som bekendt aldrig kommet noget godt ud af. Tragedien fuldbyrdes, da den skuffede og vrede Saul taber et stort slag, som koster sønnen Jonathan livet. Desperat beder han sin besejrer om at slå ham ihjel, men Abner nægter i foragt, og den engang så store hersker må falde for sin egen hånd.

Operaen og Det Kongelige Kapel under ledelse af Michael Schønwandt forløser fornemt det bibelske drama i David Pountneys iscenesættelse, men nemt er det ikke. I sin trang til at imponere sin samtid og blive en af tidens "store" komponister, drønede Carl Nielsen i sine unge år rundt mellem tidens genrer for at få det hele med.

Således også i "Saul og David", hvor lyriske romancer fra den danske sangskat, blandes med genialt storladne korstykker med særdeles højt til loftet, velklingende bethovensk lydguf og tidens pre-jazzende impressionisme. Det er meget at holde styr på, til tider også lidt for meget, men smukt er det, og meget, meget nordisk.

Anyway, tillykke med de 150 år, Carl! Du klarede det alligevel meget godt.