18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klassik og komik

Filmanmeldelse:

Klassik og komik

"Cykeltur med Molière" har sine højdepunkter, men filmen forbliver alligevel ufarlig.

De konsekvent bedste scener i "Cykeltur med Molière" er, når de to skuespillere øver teaterstykket "Misantropen" sammen.
FOTO: Miracle Film
De konsekvent bedste scener i "Cykeltur med Molière" er, når de to skuespillere øver teaterstykket "Misantropen" sammen.
FOTO: Miracle Film
De konsekvent bedste scener i "Cykeltur med Molière" er, når de to skuespillere øver teaterstykket "Misantropen" sammen.
FOTO: Miracle Film
De konsekvent bedste scener i "Cykeltur med Molière" er, når de to skuespillere øver teaterstykket "Misantropen" sammen.
FOTO: Miracle Film

Efter den internationale succes med De urørlige har Frankrig genfundet en gammel eksportvare: Lystige komedier – med noget på hjerte, forstås.

I Cykeltur med Molière har skuespilleren Serge Tanneur (Fabrice Luchini) trukket sig tilbage og bosat sig på Île de Ré, hvor de rige holder ferie, og spænding blot er endnu en boligjagt. Han opsøges af lærlingen Gauthier (Lambert Wilson), som siden er slået igennem med en sæbeopera af tvivlsom kvalitet.

Gauthier tilbyder ham titelrollen i Molières Misantropen. Serge indvilliger i at øve med Gauthier i en uge, for så at tage den endelige beslutning. Når de ikke øver, ser de på strandvillaer, og da boligjagten fejler, møder de en italiensk kvinde, som får sparket lidt liv i den småsure Serge.

Vældig hyggeligt, og for det meste ufarligt. Der er højdepunkter, som når en håbefuld pornoskuespillerinde kommer til Gauthier for at få hjælp, og der er lavpunkter, som når Serge falder i en sø, der måske er en kloak.

Filmens konsekvent bedste scener er, når de to skuespillere øver. Molières tekst sætter ild til både Gauthier og Serge, og især Fabrice Luchini imponerer som stykkets og filmens hovedperson. Han er indebrændt og intenst hævngerrig overfor den verden og det sociale liv, han selv har forladt.

Også Lambert Wilson viser dybde, da han en dag får lov at spille misantropen. Filmen lægger åbenlyst op til, at hans spil skal brillere netop her, men det taler for en skuespillers alsidighed, at vi indtil da faktisk var overbevist om Gauthiers gennemførte overfladiskhed.

Det er ærgerligt, at filmen spilder så meget tid på at vise, at den er en komedie. Scener om Gauthiers forsøg på at finde et sommerhus i selskab med en naiv ejendomsmægler synes at være presset ind blot for et ekstra kluk eller to.

Hvad skal vi med en scene hvor Gauthier stadigvæk er på boligjagt? Først i en renoveret villa, så et nedslidt hus, og så i en nedlagt mølle, som ”kunne blive rigtig charmerende”. Den slags ligegyldigheder forfladiger en ellers ganske morsom film.

03. okt. 2013 - 09:15   03. okt. 2013 - 09:15

Film

Benjamin Nehammer
4

Cykeltur med Molière. Instruktion: Philippe Le Guay. 104 minutter. Premiere 3. oktober i udvalgte biografer landet over.