Metéora er fortællingen om den umulige forelskelse mellem munken Theodoros og nonnen Urania, der bor i hvert sit kloster på hver sin enorme sandstensmonolit i Thessalien i det centrale Grækenland.

Og mere er der sådan set ikke i dét. Det er på en gang filmens styrke og svaghed, at instruktøren Spiros Stathoulopoulos ikke forsøger at fortælle flere historier end den centrale.

Styrke, fordi det skærper vores opmærksomhed og lader os opdage selv de mindste detaljer i forholdet mellem de to umulige elskende. Svaghed, fordi han alligevel ikke kan dy sig og fortæller flere historier.

Historien om Theodoros møder med en lokal bonde og med klosterets eremit, som han passer og plejer. Om Urania, der er fra Rusland, og som dyrker selvlemlæstelse. Det skal være små krydderier, der fortæller os noget om hovedpersonerne, men tager i ord og billeder for meget plads og vækker i stedet en uopfyldt nysgerrighed.

Det havde været bedre at bruge nogle af filmens første, i undertegnedes øjne, meget kedelige 20 minutter til at uddybe disse små fortællinger.

Dermed berør vi også et andet af filmens problemer: den væksler mellem vanvittigt intense og smukke scener, særligt mellem de to elskende, og utroligt kedelige sekvenser, som ikke bidrager til andet end at sætte stemning - noget der kunne klares på den halve tid.

I det hele taget føles det som om, filmens formsprog er gearet til at fortælle en historie, der på en eller anden måde er mere end bare en moderne genfortælling af Abélard og Héloïse. De utroligt flotte animerede sekvenser, der bygger på den orthodokse ikonografi, illustrerer flot hovedpersonernes følelsesliv.

Men over for disse står billederne af det afsindigt smukke Thessalien. De kunne - måske endnu bedre - have illustreret hovedpersonernes følelser, men bliver i stedet reduceret til ren baggrundstapet. Og det er synd.

Ikke desto mindre er Meteora en smuk film, og særligt scenerne, der udspiller sig mellem parret, står utroligt stærkt og bærer filmens svagere øjeblikke.