06 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Koljas kamp mod overmagten

Filmanmeldelse

Koljas kamp mod overmagten

"Leviathan" er en nådesløs og rystende film om magtmisbrug.

På stranden sidder Koljas teenagesøn, Roma, ved siden af et hvalskelet. Filmens titel "Leviathan" symboliserer både et sø-uhyre og statsmagten.
FOTO: Camera Film
1 af 1

Den korrupte og magtliderlige borgmester Vadim er i færd med at tvangs-annektere Koljas jord med det smukke gamle træhus på Kola-halvøen for at kunne bygge et smart konferencecenter.

Kolja tilkalder sin gode ven og soldaterkammerat, Dimitri, for at få Vadim ned med nakken. Koljas kamp for sit hus og sin jord betyder, at alverdens ulykker regner nu ned over ham. Man skal ikke trodse tingenes tilstand og sætte sig op imod Leviathan.

Det er i korte træk handlingen i den russiske film "Leviathan".

Den russiske sammenslutning for filminstruktører har nomineret ”Leviathan” som Ruslands bidrag til Oscaruddelingen.

Forleden modtog "Leviathan" en Golden Globe; denne hæder er ikke tildelt russisk film siden "Krig og Fred" i 1969, men denne gang skabte det ikke glæde hos myndighederne. Avisen Kromsomolskaja Pravda kaldte filmen "upatriotisk" og hele prisoverrækkelsen for en "ondsindet konspiration", der ønsker at vise et lurvet og fordrukkent Rusland.

Instruktøren, Andrej Zvjagintsev, svarede avisen: ”Et af de vigtigste kendetegn ved god kunst er urokkelig ærlighed.” Den russiske sammenslutning for filminstruktører har nomineret "Leviathan" som Ruslands bidrag til Oscaruddelingen. Den 15. januar blev det besluttet, at "Leviathan" er blandt de fem udenlandske film, der konkurrerer om Oscar 2015. 

Russiske Andrej Zvjagintsev vandt i Venedig 2003 Guldløven med den uforglemmelige ”The Return”, der beretter om to teenagedrenges kamp mod en far, de ikke kender og ikke ønsker.  Cannes 2014 tildelte ham en pris for bedste manuskript for hans fjerde spillefilm "Leviathan", hvis navn både symboliserer et sø-uhyre, der omtales i Jobs bog, og statsmagten.

Det kan blive spændende at se, hvordan Putin vil reagere, hvis "Leviathan" vinder i Oscar-uddelingen. Andrej Zvjagintsev har lavet en nådesløs og rystende film om magtmisbrug i et samfund, hvor sandheden og retfærdigheden har ringe kår, og selv kirken er gennemsyret af løgn. Fotografen Mikhail Krichmans imponerende widescreen-panoramaer i isblå toner er betagende.

09. feb. 2015 - 11:30   09. feb. 2015 - 11:40

Film

Karen Hammer
Anmelder
5

Leviathan.Instruktør: Andrej Zvjagintsev. Har haft premiere.