Shakespeare – det lyder lidt af gamle dage, højtidelighed, klassisk teater og engelsk kulturhistorie. Langt væk fra den verden vi kender og kan referere til her i 2019.

Det kræver noget ekstraordinært at få teksterne til at leve på scenen. Det har Grønnegårds Teatret formået, takket være god bearbejdelse, præcist og dygtigt skuespil.

Måske er det sådan, måske er det fordom. 

William Shakespeare var ifølge teaterhistorien en sindssyg produktiv teatertrupleder, der skrev, spillede og instruerede en kæmpe bunke skuespil. Tragedier og komedier. Når det er sagt, er der mange gisninger og teorier om, hvem, hvad og hvordan ham Shakespeare var. Fakta er, at hans skuespil eksisterer og har betaget teatermennesker i århundreder, og han er verdens mest spillede dramatiker. 

Komikken er skruet op

Og nu har Grønnegårds Teatret – dette skønne og enestående udendørs sommerteater i hjertet af det gamle København – sat hans stykke Helligtrekongers Aften op. Så klart en af Shakespeares komedier, og den har fået én over nakken, så helligkongekronen passer, af holdet bag opsætningen.

Komikken er skruet op og står klart, skarpt og velsmurt. Og paradoksalt fremstår resultatet til tider som anarkistisk Monty Python. Det groteske møder det selvhøjtidelige og punkterer sidstnævnte.

Historien er uvirkelig som et eventyr besat af riddere, hertuger, grevinder, kammerjomfruer, narrer og falbelader. Højstemthed og versefødder. Forviklinger på kryds og tværs. Og ved gud og fanden, kan Shakespeare spilles ortodokst og tungt, så selv den mest standhaftige tilskuer falder ned af sædet af kedsomhed.

Teksterne lever

Det kræver noget ekstraordinært at få teksterne til at leve på scenen. Det har Grønnegårds Teatret formået, takket være god bearbejdelse, præcist og dygtigt skuespil af de store roller og medrivende kostumer og scenografi.

Det sidste først: I neonfarvede, overdådigt svulstige kjoler og gevanter valser de komiske karakterer gennem scenerne, hvor de undervejs støder ind i stiliseret nobelt klædte karakterer, der holder den røde tråd gennem stykket og styrer handlingens gang. Der er en evig tumlen rundt, mellem gøglerne på den ene side og “strammerne” på den anden side, der i deres selvhøjtidelighed fremstår mere og mere komiske og latterlige, som stykket går.

Troels Lyby som hertugen Orsino er total selv-smagende-højtidelig, selvoptaget og selvovervurderende livstræt. I starten bare irriterende, senere komisk latterlig. At den skønne Viola/Cesario (Katrine Greis-Rosenthal) er forelsket i ham er urealistisk, grænsende til det utroværdige – men Shakespeare om det.

Evige forvekslinger

En evig forvekslingshistorie pågår. Et dramatisk greb som den dag i dag ses indenfor stort set al komik fra Olsen Banden over “Klovn” til Cirkusrevyen. 

I Grønnegårds version er stykkets karakter, der udsættes for den største latterliggørelse, hushovmesteren Malvolio, blevet kvindelig i skikkelse af Ann Eleonora Jørgensen, der i den grad viser, hvor dygtig en skuespiller hun er. Med overskud, præcision og eminent replikbehandling formidler hun selvudleverende denne super komiske person. Hun er grund nok til at se stykket. Ridderen Hr. Andreas Blegnæb (Anton Hjejle) er betagende dum og hylende ynkelig. Fætter Tobias (Asbjørn Krogh Nissen) er inkarnationen af ansvarsløs livsnyder med hang til parasitadfærd. 

Samlet set en flok karakterer, der nemt kunne befolke en Monty Python-film. 

Og hvad kan vi så lære af det? Ikke så meget. Men det er sgu' sjovt og underholdende og ikke det værste sted at starte, hvis du ikke har set Shakespeare før.