Der er flere måder at blive berømt på. Man kan opfinde en ting, være en begavet politiker eller man kan være født kongelig eller indgiftet i den kongelige familie.

Prinsesse Diana (Naomi Watts) var af den sidstnævnte type. En borgerlig kvinde gift med den britiske kronprins Charles – ligesom vor egen kronprinsesse Mary, der også er kommet udefra de kongelige og nu har fået blåt blod i årene.

Vi kan nok alle sammen huske, hvordan prinsesse Diana ulykkeligt kom af dage i en parisisk biltunnel og efterfølgende blev et ikon for englænderne, der elskede hende, mens den engelske dronning nærmest foragtede hende.

Instruktøren Oliver Hirschbiegel har valgt ikke at beskæftige sig så meget med dødsulykken, men mere om Dianas forvandling fra en beskyttet og lettere neurotisk dame, der efter sin separation fra Charles nærmest keder sig i sin beskyttede tilværelse.

Så er det, at hun møder kærligheden i form af en pakistansk hjertekirurg (Naveen Andrews). Et forhold, der næsten fra start er dømt til at mislykkes. Diana er glødende forelsket og trodser næsten alle farer blot for at være sammen med ham.

Han får hende samtidig til at indse, at livet er mere en glimmer og kongelig opmærksomhed, og Diana påtager sig nogle opgaver af menneskelig og social karakter. Lægen redder næsten dagligt liv, og hun bruger sin kongelige berømthed og mulighed for at komme gennem medierne ved at gå ind i kampen for at få forbudt landminer.

Men kærligheden mellem lægen og Diana holder ikke og i stedet kaster hun sig i armene på den ægyptiske rigmand Dodi Fayad.

Filmen kan ses som en smuk kærlighedshistorie, og instruktøren selv udtaler om filmen. ”Jeg følte, at jeg var i stand til at lave filmen så autentisk og ærlig som muligt, jeg var som tysker ikke rigt en del af det, som England gennemgik. Jeg kom udefra og derfor kunne jeg fortælle denne historie uden at have noget at frygte.”