Allerede i en tidlig alder interesserede Theodor Philipsen (1840-1920) sig for at tegne og modellere dyr, hvilket han blev ved med hele sit liv, og derfor blev han kaldt kreaturmaleren. Interessen for dyr fik ham til i første omgang at uddanne sig indenfor landbruget, men hans store ønske var at komme på akademiet, og det skete i 1862.

Sammen med andre studerende vendte Theodor Philipsen sig imod den herskende nationalromantiske naturopfattelse...

Sammen med andre studerende vendte han sig imod den herskende nationalromantiske naturopfattelse, som lovpriste og forherligede det nationale danske særpræg, især efter krigen i 1848. Philipsen havde et mere realistisk og jordnært forhold til naturen. Denne reaktion mod tidens smag medførte, at han var nær de 50 år, før han kunne sælge noget til museerne.

Inspireret af udlandets malere

Philipsen mente, at fornyelsen i dansk kunst måtte komme gennem kontakt med udenlandsk kunst, og under sine mange ophold i udlandet lærte han en række franske malere at kende, men første efter at have besøgt Paris i 1883 og efter at have mødt Paul Gauguin i København i 1885 lærte han at bruge impressionismen lyse farver, men med et dansk udgangspunkt og efterhånden også med et nordisk lys. Hermed brød han med den fortidige malestil og "revolutionerede" dansk malerkunst, selvom han aldrig blev en revolutionær maler.

Sine motiver hentede han især på Saltholm, i Dyrehaven og i Kastrup, hvor han boede fra 1899. Men han fastholdt også på lærredet indtryk fra sine mange rejser i udlandet. At han især lod sig inspirere af Saltholms kreaturer, skyldtes ifølge kunstkritikeren Karl Madsen, at han foretrak kreaturernes uforfalskede naturlighed fremfor hovedstadens selskabelighed.

Virkelighedens slidte mennesker 

Theodor Philipsen var, som Karl Madsen også skrev, en demokrat i ordets sande betydning, og han følte ofte varmest sympati for de lidet velklædte fremfor de fine. Det ses blandt andet i malerier fra Italien, som ikke er karnevalsbilleder med smukke mennesker udklædt i farvestrålende nationaldragter, men malerier af virkelighedens slidte mennesker i slidt tøj i deres naturlige miljø. Det gav sig også udslag i, at selvom han kom fra en velhavende grossererfamilie, levede han hele livet beskedent og lagde ikke stor vægt på de materielle ting i tilværelsen.

I 1992 viste Randers Kunstmuseum en stor udstilling med Philipsen, og i år følges den op med udstillingen "Lysets og farvens mester – Theodor Philipsen". I forbindelse med udstillingen er den definitive bog om Philipsen udkommet, et digert og flot værk på over 500 sider skrevet af museets tidligere direktør Finn Terman Frederiksen. I 1992 udgav han bogen "Med solen i øjnene" om Philipsen, men siden da har han fundet meget nyt, som gør at han har måttet revidere en del af sine opfattelser af maleren.