Årets hviderussiske nobelpristager i litteratur, Svetlana Aleksijevitjs mesterværk fra 1983, "Krigen har ikke et kvindeligt ansigt", er netop udkommet på dansk. Og tak for det. Det var færdigt i 1983 men blev forbudt af det degenerede kommunistparti og først frigivet i 1985, da perestrojkaen holdt sit indtog.

Det er en barsk, gribende, og sine steder smuk læsning, men undertegnede har svært ved at følge forfatterens tab af troen "på de store ideer".

Bogen, der består af 17 kapitler, er en blanding af dagbogsnotater og samtaler med over 500 vidner fra krigen mod nazismen, hvor omkring en million kvinder meldte sig til Den Røde Hær som skytter, kommandører, ingeniør – og sanitetssoldater, hvor de kæmpede, led og døde side om side med mændene. Forfatteren møder blændende fortællersker, i deres livshistorier er der sider, som kan sammenlignes med de bedste sider i litteraturens klassikere. Rystende er hendes samtaler med de censorer, der forbød bogens udgivelse.

Forfatteren er født i Ukraine i 1948 i en koneby omtrentligt kun befolket med kvinder. Hun hørte få mandestemmer, men alene kvinder, der fortalte om mændenes indsats og rolle i krigen. Et paradoks hun senere gjorde noget ved.

Gennem kvindernes historie får vi fortalt dele af russernes erfaringer med krigen, fra indkaldelsen til sejren, genetableringen, død, sult og forarmelse.

Trods kvindernes heroiske, og afgørende indsats, varede det over tredive år, før anerkendelse begyndte. "I den første tid tav vi og bar ikke engang vores medaljer. Mændene bar dem, men vi kvinder gjorde ikke". Sejren var mændenes. Forfatteren har som en bittersød kommentar til ovenstående betitlet nogle af kapitlerne "Vi blev dekoreret med små medaljer" og "Om bittesmå medaljer".

Det er en barsk, gribende, og sine steder smuk læsning, der bevæger en kommunist og ligestillingsforkæmper, men undertegnede har svært ved at følge forfatterens tab af troen "på de store ideer".

Forfatteren har udtalt, at "jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krigen. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie. Jeg er sjælehistoriker. På den ene side efterforsker jeg det konkrete menneske, som lever i en konkret tid og har deltaget i konkrete begivenheder, men på den anden side er det vigtigt for mig at få øje på det evige menneske i dette menneske. Evighedens sitren. Det som altid findes i et menneske".

Det er lykkedes til fulde med disse vidnesbyrd.

Aleksijevitj der er uddannet journalist, har tidligere udsendt bøger om sovjets fejlslagne krig i Afghanistan, om atomulykken i Tjernobyl i 1986, om ’Den sovjetiske mand’ og om opløsningen af Sovjetunionen.

"Krigen har ikke et kvindeligt ansigt" er den første bog i Aleksijevitjs hovedværk, en cyklus, som hun kalder "Utopiens stemme" eller "Historien om det røde menneske".