I begyndelsen af 30’erne, da Irland endelig havde befriet sig fra arvefjenden England, dukkede der to nye trusler op i form af kommunismen og jazzmusikken. Begge var de lidt overvurderet, for det kommunistiske parti talte ikke mange medlemmer, og kun de få, der ejede en grammofon, kunne stifte bekendtskab med de hedenske negerrytmer. Ikke desto mindre tordnede politikere og præster løs fra talerstolene om den irske civilisations snarlige ruin, hvis man ikke bekæmpede de to onder.

Det var lidt af en folkehøjskole, hvad der ikke var velset af hverken godsejere eller præster.

Det lykkedes at oppiske en så hadefuld stemning i befolkningen, at det kommunistiske partihus i Dublin, ”Connolly House”, blev stormet af 5.000 mennesker, der satte ild til det. Det samme kunne være sket med Workers College, et kultur- og fritidshus oprettet af kommunisten Charlotte Despard, hvis ikke hoben var blevet slået tilbage af den forsvarskæde, der var blevet dannet rundt om huset. Selv tog Charlotte Despard konsekvensen af det voldsomme kommunisthad og flyttede i 1934 til Belfast.

Antikrist fra Effennagh

Samtidig var der store demonstrationer imod jazzmusik, f.eks. i South Leitrim, hvor kirken fik 3.000 mennesker til at gå på gaden. Et af ofrene for denne heksejagt kom netop fra Effernagh, der ligger i South Leitrim, og han repræsenterede i dobbelt forstand fjenden, idet han både var kommunist og havde bragt jazzmusikken med sig fra USA. Denne Antikrist hed James Gralton (1886-1945), og om ham og hans kamp mod godsejere og kirke og hans indsats for at udvide arbejdernes kulturelle og politiske horisont har Ken Loach lavet filmen Jimmy’s Hall.

Som alle fra fattige hjem forlod Gralton skolen i 14-års alderen, og i mangel af bedre meldte han sig til hæren, da han havde nået alderen til det. Det blev ingen succes, da han ikke ville pudse officerernes støvler, og helt galt gik det, da han nægtede at lade sig udstationere til Indien. Efter et fængselsophold i den anledning deserterede han og rejste i 1909 til USA, hvor han blev medlem af det kommunistiske parti, arbejdede i fagbevægelsen og var med til at etablere en James Connolly Klub i New York.

Pearse-Connolly Hall

I 1922 vendte han tilbage til Irland, og det er her filmen begynder. Han slog sig ned hos forældrene og byggede på deres jord et forsamlingshus, Pearse-Connolly Hall, hvor alle kunne komme og deltage i diverse arrangementer. Der blev bl.a. undervist i gælisk og kunst, holdt foredrag, spillet og danset og diskuteret politik. Det var lidt af en folkehøjskole, hvad der ikke var velset af hverken godsejere eller præster, og da en arrestation af Gralton var under opsejling, rejste han tilbage til USA.

Ti år senere vender han hjem for at hjælpe sin mor på deres lille gård i den tro, at de politiske forhold har ændret sig til det bedre. Men tværtimod. Landet er i økonomisk krise, og magthaverne er bange for at miste grebet om befolkningen, som i Belfast hvor katolikker og protestanter forenede sig i en stor strejke.

Jimmy’s Hall

Gralton bliver imidlertid overtalt til at genåbne hallen af dem, der kan huske den og af de yngre, der har hørt om den og mangler et sted, hvor de kan more sig. Han kan heller ikke holde sig i skindet, når der foregår uretfærdig behandling af den fattige befolkning, så der går ikke lang tid før krigen bryder ud. Juleaften 1932 brænder nogen hallen ned, og myndighedernes jagt på Gralton går ind. I et stykke tid lever han under jorden, men det ender med, at han bliver arresteret og som den eneste irlænder udvist som uønsket af sit eget land. Begrundelsen var, at han havde fået amerikansk statsborgerskab, og som sådan var amerikaner.

Her slutter filmen, men virkelighedens James Gralton fortsatte med at være politisk aktiv i USA og var medlem af partiet til sin død.

Flot tæppefald

Det forlyder, at Jimmy’s Hall er Ken Loach’ sidste film – han er 79 år – og i så fald er det et flot tæppefald. Det er den bedste af hans ellers mange udmærkede film, og dertil kommer, at den er helt fri for de æselspark til den kommunistiske bevægelse i al almindelighed, som han ellers har haft en kedelig vane med at levere. Tværtimod er den en hyldest til kommunisten Gralton, og det han stod for. Oven i købet sender filmen også en varm hilsen til den legendariske, engelske kommunist og fagforeningsleder, Tom Mann (1856-1941), der i sin tid oplevede at blive udvist fra Belfast til England på grund af sine faglige aktiviteter.

Barry Ward er meget fin i rollen som Jimmy med sin evne til at veksle mellem alvor og drenget pjankethed, og roses skal også Jim Norton, der spiller den forbenede præst, der fra prædikestolen til den rystede menighed udslynger: ”Det er Kristus eller Gralton”, og som samler navne på de misdædere, der kommer i Jimmy’s Hall, men som dog ikke er værre, end at han kan rystes.

Normalt giver vi ikke stjerner, da vurderingen gerne skulle fremgå af teksten, men hvis vi undtagelsesvis skulle gøre det her, ville vi give filmen 5 ud af 6 mulige stjerner.

Anbefales kan også Loach’ film fra 2006 ”Vinden der ryster kornet” om Irlands kamp for uafhængighed. Kan lånes på biblioteket.