"Blå stjerne" er femte bind i Jan Guillous romanserie, "Det Store Århundrede", om 1900-tallet, med de tre norske brødre Lauritzen som hovedpersoner.

Dejligt at se der i "Macho" Guillous historier kan optræde kvindelige hovedpersoner.

Bogen har samme tidsramme som fjerde bind "Ikke at ville se", altså Anden Verdenskrig, og her er Guillou både på hjemmebane og i topform. Spiongenren er hans spidskompetence.

To søstre i samme kamp

Den ældre, nazi-venlige Lauritz er trådt i baggrunden, og hans ældste datter Johanne, der allerede i begyndelsen af krigen arbejdede som kurer for det norske Hjemmefronten, træder i forgrunden. Ligeledes spiller Lauritz’ anden datter Rosa en rolle i den svenske efterretningstjeneste. Diskussionerne mellem den filosofiske Johanne og den pragmatiske Rosa løfter bogen.

Vores rødhårede heltinde, Rosa, befinder sig nu i Stockholms illegale verden af spionage og forræderi og er ansat i den britiske efterretningsorganisation SOE, hvor hun er nu forfremmet til kaptajn i den britiske hær.

Rosa skal, efter en række spektakulære sabotageaktioner hvor hun er blevet hårdt såret, stå i spidsen for at redde de norske jøder fra Holocaust. Hendes britiske kodenavn er Blå stjerne.

For meget idyl

Dejligt at se der i "Macho" Guillous historier kan optræde kvindelige hovedpersoner. Johannes chef ser stort potentiale i Johanne, der ud over at virke attraktiv også behersker tysk, svensk og norsk.

Johanne mestrer at få tyskerne til at snakke, og så er der ellers action i den. Man mærker her tydeligt, at det er forfatteren til de fantastiske bøger om superagenten Hamilton, der skriver. Kan man lide Hamilton vil dette bind være guf.

Eneste anke undertegnede har er, at der må have været flere skærmydsler i familien Lauritzen med både nazister, SS’ere og modstandsfolk end det fremgår af bogen, hvor familien virker noget idyllisk.

Kvinderne udelukket ved sejrsparaden 

I bogens informative efterord fortæller Guillou om, hvordan kvinderne, der blev rekrutteret og udnyttet for eksempel som prostituerede, blev henvist til glemsel efter krigen. "Deres indsats blev forklejnet, og de mandlige chefer løb med medaljerne", skriver Guillou.

I hans øjne er det grotesk, at den kvindelige leder af 1200 modstandsfolk ikke kunne deltage i sejrsparaden den 9. maj i Oslo, "alene fordi hun var kvinde. Til forskel fra de 1200 mænd, hvis leder hun havde været". Hun modtog sin medalje i 1990.

Guillou kommer også ind på, at det var så som så med Sveriges neutralitetspolitik. For eksempel lod de nordmænd træne, uddanne og organisere en hel division soldater.

’Blå stjerne’ er spændende og klichefyldt, som den skal være og topunderholdning med kvinderne i hovedrollen. Guillou, når han er bedst.

Glæder mig til bind seks, syv, otte…