Intentionen fra instruktør Staffan Valdemar Holm og holdet bag forestillingen "Topmøde for de mest deprimerede" har været at finde tekster i den klassiske litteratur, som hos Shakespeare, Kirkegaard, Biblen, Strindberg med flere, der på forskellig vis og med forskellige vinkler tilgår og beskriver det depressive menneske.

Dét, der på papiret og i tanken burde fungere og være et skide godt oplæg til en forestilling, forekom uvedkommende og kedeligt. 

Til formålet er der sat et forskelligartet hold af skuespillere sammen, som fortrinsvist formidler teksterne som monologer. Ind imellem brydes spillet af sange. Der er uden tvivl lagt et stort arbejde i forestillingen. Scenografien er virkelig flot og effektfuld – et stort, gabende tomt rum tonet i grå skala med sorte dørhuller. Grå, hvide og sorte kostumer.

Frit svævende monologer 

Og jeg havde godt nok glædet mig til denne lækkerbisken af en forestilling om et vedkommende emne – ( vi er mange, der har været i depressionens mørke)  – med et drømmehold foran og bagved scenen. Og jeg ville ønske, at min unge sidekammerat og jeg havde haft en fantastisk oplevelse. Det havde vi ikke. Men vi ville så gerne.

Dét, der på papiret og i tanken burde fungere og være et skide godt oplæg til en forestilling, forekom uvedkommende og kedeligt. De klassiske tekster blev leveret som monologer frit svævende men med en dobbeltbund, som om holdet bag ikke helt vidste, om de mente det alvorligt. Det gjorde de vel heller ikke – titlen sagde jo En Sort Komedie.

Eller var det mig som publikum, der ikke tog det alvorligt, når Preben Kristensen fremdrog en sort, sorgfuld og dyster Shakespeare tekst og krydrede det med en pudsig udgangsreplik eller en underfundig mimik.

Fanget af præstation 

Skuespilleren Olaf Johannessen er skuespilteknisk i en klasse for sig. Der er ikke mange, der kan det, han kan. Det var dét, jeg blev fanget af, når han var på scenen. Fanget af præstationen frem for indholdet.

Jeg var som publikum på evig jagt efter mening i forestillingen, eller noget der rørte mig, eller blot gjorde indtryk. Fragmentarisk og meningsløst svævende forekom forestillingen. Sangene var handlingsmæssige højdepunkter og underholdningsmæssige lysglimt.

I et meta-perspektiv, kan man sige at forestillingen på fornemmeste vis illustrerer depressionens væsen, nemlig meningsløshed og masser af ord og forklaringer, der kværnende bekræfter meningsløsheden, iblandet enkelt sparsomme lysglimt. Trist, trist, trist. Bagefter var der tomhed og besvær med at huske højdepunkter. Øv!