20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løgnen om Theresienstadt

Løgnen om Theresienstadt

Den nazistiske propaganda fremstillede kz-lejren Theresienstadt i Tjekkiet som et selvstyrende paradis for de indespærrede jøder. Den tjekkiske tegner Bedrich Frittas enestående udstilling i Berlins jødiske museum viser noget andet.

Bedřich Fritta, Vor dem Transport, 1943/44 Tusche, Feder und Pinsel, laviert, 32,3 x 25 cm © Dauerleihgabe von Thomas Fritta-Haas, Foto: Jens Ziehe
1 af 1

Den gamle kvinde sidder tilsyneladende afslappet på sin bylt og afventer den forestående transport, men Bedrich Frittas tegning "Vor dem Transport" (Før transporten, red.) fortæller en anden historie. Det er som om lyset, livet, har forladt den ensomme person. Hendes skygge er blevet skubbet en smule, som om tegneren forudsiger den grusomme, men uafvendelige sandhed: Denne kvinde skal snart dø i et af Auschwitz' gaskamre.

Dette og over 100 andre indblik i kz-lejren Theresienstadts virkelighed kan lige nu ses på en særudstilling i Jüdisches Museum Berlin. Den tjekkisk-jødiske grafiker og illustrator Bedrich Fritta (1906-1944) blev sammen med andre jødiske kunstnere, teknikere og læger sendt med den såkaldte "Anden Kommando" til den gamle tjekkiske fæstningsby Theresienstadt. Den var i vinteren 1941 udpeget til en jødisk ghetto.

Et skønmaleri

Her stod Fritta i spidsen for en snes tegnere, hvis opgave det var at skønmale lejrens ydre samt sende rapporter til SS-kommandoens kontor. Deres arbejde indgik i nazisternes bestræbelser på at fremstille de jødiske fangers forhold som en "mønster-ghetto" - et selvstyrende paradis med ældreråd, et rigt kulturliv og god forplejning.

Men Bedrich Fritta snød sin arbejdsgiver. Han nøjedes ikke med at skønmale den officielle version. Med livet som indsats tegnede han fra begyndelsen af 1942 til sommeren 1944 over 100 spektakulære værker og masser af skitser i tusch på papir. Her skildrede han nøgternt og dog kunstnerisk fantasifuldt dagligdagens rædsler. Theresienstadts ghetto-kvarter var oprindelig bygget til at rumme 7.000 jøder. På et tidspunkt boede der næsten 50.000. I alt sendte nazisterne 153.107 jøder fra det centrale og vestlige Europa til Theresienstadt ghetto og fæstning. Størstedelen blev sendt videre til deres sidste opholdssted på denne jord, dødslejre som Auschwitz.

SS opdagede eksistensen af de uofficielle tegninger i sommeren 1944, men de fandt aldrig størstedelen af tegningerne, der var skjult ud over det store område. Bedrich Fritta og kollegaerne Leo Haas, Otto Ungar og Ferdinand Bloch blev sendt til Theresienstadts berygtede "Lille Fæstning" med deres familier, hvor de blev anbragt i Gestapos fængsel. Bedrich Fritta og Leo Hass blev senere deporteret til Auschwitz, hvor Bedrich Fritta døde af udmattelse i november 1944. Leo Hass overlevede opholdet og adopterede senere Frittas søn Tomás.

Æstetik og menneskelighed

Indtil udstillingen på Jüdisches Museum Berlin blev Bedrich Frittas tegninger mest betragtet som historisk dokumentation, men Jüdisches Museum Berlins ophængning viser den tjekkiske tegner og grafiker som kunstner på højde med sin tids bedst. Han udnytter drevent og med stor kunstnerisk virkning både skygge, lys, streg og effekter til at visualisere ikke blot Theresienstadts helvede, men også til ømt at skildre de mennesker, der var så uheldige at havne der. Det sker med stor æstetisk og menneskelig indfølelse, tydeligt inspireret af den spanske kunstner Francisco Goyas "Krigens katastrofer", der skildrede den spansk-franske krigs rædsler, og den ukrainsk-jødiske kunstner Marc Chagalls karakteristiske indkapsling af det særligt jødiske.

Som efterkommer af to af Theresienstadts mange skæbner er det både knugende og opløftende at rejse ind i Bedrich Frittas brutale, men altid menneskelige skildring af tilværelsen i Helvedes forgård. Et ansigt, et lysstrejf, en tung skygges varsel om snarlig udryddelse - alt det samler sig til en slags forløsning, en midlertidig accept og trøst - alle evner, der definerer stor kunst.

02. aug. 2013 - 14:30   02. aug. 2013 - 14:30

Gert Poder
Anmelder
6

Bedrich Fritta: Tegninger fra Theresienstadts ghetto. Jüdisches Museum Berlin, Eric F. Ross Gallerie. Til 25. august.