19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lad os få lidt håb

Teater om det kaotiske liv:

Lad os få lidt håb

"Historien om alt": Det er ikke nok altid kun at beskrive virkeligheden. Det gælder om at forandre den. Eller mindst af alt bringe bare en lille smule håb i publikum om at kunne gøre noget.

Skuespilleren Thomas Corneliussen i den Reumert-prisvindende succesforestilling om at begribe alverdens fænomener.
FOTO: Nicolaj Spangaa
1 af 1

Nu er det jo ikke fordi der i dette land mangler teater, som beskriver problemerne med stress, jag og fortravlede familier. 

Desværre er der dog ganske få teaterstykker, der viser mulige udveje på miséren, eller i hvert fald giver os lidt håb om at kunne forandre tingene i dagens trummerum.

Teaterenseblet "Flyvende Grises" Reumertpris-vindende succesforestilling med titlen "Historien om alt" - der lige nu går ganske få dage på Folketeatret i København - rokker desværre ikke på billedet, selv om monologen er særdeles vellykket.

Vi følger en videbegærlig dreng og hans vej til voksen mand på lidt over én time. Fra barn til familiefar med rablende stress. Skuespilleren Thomas Corneliussen er en blæksprutte, og hans evne til at skifte stemninger på et splitsekund er fænomenal.

Samspillet i denne co-produktion med Jomfru Ane Teatret giver os dristig samspil mellem lyd, lysbilleder, kamera og skuespiller. Stensikkert udført hver gang. Det hele fremstår skrabet, avantgarde-agtigt, og humoren forhindrer Thomas Corneliussen i at falde i de værste af klicheens faldgruber, når han i blot sekundlange flash-backs mindes oplevelser i for eksempel 1977, 1983, 2001 og 2005. Ofte beskrevet med uforglemmelig gøgl!

Men, der skal jo helt være  tilbage til indholdet, som godt kunne være mere skarpt. Det er ikke nok altid kun at beskrive virkeligheden. Det gælder om at forandre den. Eller mindst af alt bringe bare en lille smule håb i publikum om at kunne gøre noget.

Og, nej, det er ikke naturgivent, at alle flugtveje er spærret for hovedpersonen i "Historien om alt" - og med ham egentlig også hundteretusinder af andre i det virkelige liv. De mange, der føler sig fanget af familieræs, koneskænderi, og som flygter ud på toilettet for at få fred. Vel hopper hovedpersonen akrobatisk over scenevæggen to gange. Er det mon et symbolsk udtryk for, at det gælder om at komme væk fra stress, overfladiskhed, den urimeligt overbelastede familie, via den private kattelem?

Men, hvad med en kollektiv udvej? At teateret for eksempel begynder at sætte fokus på positive ideer om langt mindre arbejdstid, så vi kan begynde at få tid til det hele. At vi begynder at dele arbejdet. At direktører, ministre og arbejdsledere får det røde kort for deres evindelige tidsspareøvelser og "new public managment", hvor vi alle skal være så helvedes effektive.

Lad os få lidt teater med perspektiv!

13. nov. 2013 - 15:54   15. nov. 2013 - 13:08

Scene

Karin Busk og Anders Fenger
anmeldere
3

Historien om alt. Co-produktion med Flyvende Grise og Jomfru Ane Teatret. Instruktion: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Folketeateret, København. Til 16. november.