Da forårsolen viste sig for første gang i februar, var Lasse og Mathilde klar med et nyt album med titlen "Hvem Drømmer Hvem". Efter 45 år på danske scener og landeveje er der nye sange til sommeraftner og festivaler.
Albummet har klang af country, irsk folkemusik og fynsk dagligstue.
Musikalsk summer albummet af vellyd i de 13 sange på albummet. Der er klang af country, irsk folkemusik og fynsk dagligstue. Vel ikke underligt, når Lasse og Mathilde har boet på Fyn i mange år, og de fleste husker duoen for sangen "Fyn er fin".
Den lækre lyd og den smukke musik på "Hvem Drømmer Hvem" har sin forklaring i, hvem der har hænderne på strenge og trommestikkere. For det er dansk musiks ypperligste. Ole Fick på slide guitar, Alex Riel på trommer og Wili Jönsson på bas. Måske lige en skurren i klaveret på sangen "Er du her endnu". Det er synd, for det er den smukkeste melodi af dem alle. En smuk kærlighedssang lige til den lyse sommernat i Norden.
Desuden har Daniel Lanois også lagt et par noder i spillet, som han tidligere har gjort det hos Emmylou Harris og Neill Young. Lasse og Mathilde har virkelig kræset for denne produktion. Mathildes genkendelige violinspil trækker os ind i hendes og Lasses musikalske univers.
Teksterne er blevet til i samarbejde med folk, som har lang erfaring med digte, billedkunst og film, som Hans Kragh-Jacobsen og forfatteren Ane Riel. Enkle tekster om kærlighed, rygter, jalousi og natur. Følelser, der optager meget af vores tanketid, men kan det nu betale sig at gå rundt og være jaloux, sur eller smålig, lyder det både i og mellem linjerne. Egentlig ret banale tekster, men under sangen finder det måske genklang i ens eget sind.
Mathildes stemme er lige så genkendeligt piget, som på hendes første soloalbum "Pigesind" i 1975 med tekster af Tove Ditlevsen. Lasse Helner satte musik til "Pigesind" og vandt Mathilde for et samarbejde både på scenen og privat.
Lasse og Mathilde var husorkester på Ryslinge Kro hos Peter Færgemann, som startede Midtfyns-Festival i 1976. Nu genopstår festivalen efter 16 år den 24.-25. maj i år, selvfølgelig med Lasse og Mathilde på programmet.