De unge skuespillere fra KAT, Kalundborgs glade amatørteater, har kastet sig over farcen "Svend, Knud og Valdemar", der er klassikeren over alle klassikere om en håbløs teatertrup. Ældre læsere mindes måske Jytte Abildstrup, Jesper Klein, Carl Ottosen og Gotha Andersens udgave 1970 i Riddersalen på Frederiksberg og senere på dansk tv, der stort set væltede nationen.

"Svend, Knud og Valdemar", der blev skrevet af Peter Fristrup i 1887, er kort sagt en parodi over, hvad der sker, når alt det, der kan gå galt, går galt under en teaterforestilling. I stykket sidder de tre kongesønner i lort til halsen på grund af deres medvirken ved kongemordet i Roskilde og Slaget ved Grathe Hede. Resten er håbløst morsomt.

Det er en gammel sandhed, at intet er så svært som at gøre tingene forkert med vilje. Således er det i sig selv en kunst at gennemføre et troværdigt skuespil om en utroværdig teatertrup. Det kræver intenst samspil, stærk situationsfornemmelse, god motorik og konstant omstillingsparathed. Der synges falsk. Der fægtes. Der er skænderi og pinlige optrin. Der er en håbløs sufflør. Der klovnes og kluntes. Samspillet mellem skuespillerne fra KAT minder i bedste forstand om Crazy komik a la en hjemlig udgave af Monty Python.

Instruktøren Jaqueline Lillevang, som tidligere har spillet med i adskillige af KATs stykker, mestrer til fulde den store opgave med at få styr på ”et ustyrligt teaterselskab” i et stykke, der er spækket med uforudsigelighed. Det lykkes - skuespillernes samspil er solidt og stærkt. Med en artistisk fandenivoldskhed drives stykket frem i en fælles dramatisk præstation.

I dobbeltrollen som Valdemar og frk. Stjernholm strutter Caroline Augustine af humor og underfundighed i rollen, med et dramatisk talent af høj karat. Hun formår at spille på alle facetter.

Det blev desværre kun til seks opførelser. KAT's udgave kunne sagtens have båret flere.