Kan vi hjælpe uden at hjælpe os selv? Og hvad nu, hvis hjælpen i virkeligheden er både økonomisk og sjælelig hjælp til selvhjælp? Den hvide mands kolonialistiske byrde er lige nu centrum for en lang række teaterforestillinger, lige nu på hele tre scener alene i København. Det drejer sig om De Flyvende Grises "Hjælp", Teater Får 302's "Turister" og Teater Grobs "Jorden brænder".
Den hvide mands kolonialistiske byrde er lige nu centrum for en lang række teater-forestillinger, lige nu på hele tre scener alene i København.
Sidstnævnte er tredje del af teaterværket "Det 6. Kontinent". Efter "Hotel Nelson", der foregik i Afrika, og "Warszawa" i Europa, er de rejselystne danskere landet i Latinamerika. Peru er målet for Mågerup Højskoles årlige tur til et af verdens brændpunkter. Med den idealistiske højskolelærer Kræsten i spidsen drager disse værdivikinger med oprejst pande, blå øjne og go'e gamle Grundtvig i baglommen ud for at sprede ideen om rihed, lighed og demokrati.
Kræsten har udvalgt rigmandsdatteren Sara og sønderjyden Poul, der kun ytrer sig i klicheer, til at virkeliggøre hans drøm om betale aflad for den hvide mands skånselsløse udbytning af det fattige kontinent. Han har derfor inviteret dem til middag hos den lokale forretningsmand Juan Carlos, for at få dem til at investere i chokoladeprojektet "Pure Peru".
Det viser sig snart, at projektet dækker over et par andre dagsordener, og det står snart klart, at det handler om hjælp til selvhjælp.
Teater Grob kalder "Jorden brænder" for et komediedrama. Det bliver morsomt til sidst, da de to meget forskellige kulturer brager sammen, men inden da historien foldes ud, og det tager tid. Neel Rønholt som den forkælede Sara, Steen Stig Lommer som den ordknappe Poul, Per Scheel-Krüger som den idealistiske Kræsten og Claudio Morales som peruviansk forretningsmand i Madeleine Røn Juuls fine instruktion får langsomt, men sikkert udviklet stykkets logik.
Scenografien er som altid i "Det 6. Kontinent" lagt i hænderne på MAAM'erne – Marianne Nilsson & Anne-Mette Drivsholm. De har skabt en fin ramme for den dramatiske udvikling, der indgår som bærende element i teaterværket "Det 6. Kontinent". Det ambitiøse projekt, der skal ende som et mammutforestilling med alle værkets dele i deres fulde sammenhæng på Aarhus Teater i 2017, er ikke kørt af sporet med "Jorden brænder", men toget er godt nok længe om at komme op i fart.


















