I en ikke alt for fjern fremtid er der åbnet en portal fra en anden dimension på bunden af Stillehavet, hvorfra det vælter ud med gigantiske rumvæsner, som af uspecificerede årsager er ude på at udryde vores lille planet. For at overleve, gør menneskene det eneste logiske: Bygger lige så store nærkampsrobotter, som skal gå i nævekamp med vores fjender.

Det lyder tåbeligt, og det er det sådan set også, men som seer bør man dog ikke lade sig nare, for Guillermo del Toro (Pans labyrint, Hellboy) ved, hvad han laver. De nådesløse monstre, i filmen kaldet Kaiju (japansk: gigantisk/mystisk bæst eller væsen) er en tydelig hyldest til netop Kaiju-genren, som nok bedre kendes som japanske monsterfilm (f.eks. Godzilla). De gigantiske robotte,r som kaldes Jaegers (Jägers), er ligeledes en hyldest til Mecha-genren (f.eks. de populære Transformers).

Hverken Charlie Hunnam (Sons of Anarchy, Children of Men), Idris Elba (The Wire, Thor, Luther) eller Rinko Kikuchi (Babel, Norwegian Wood, 47 Ronin) præsterer mere end gennemsnitlige skuespilspræstationer, men historien holdes sammen af en glimrende dramaturgi, som anvender små twists og forhindringer for konstant at holde underholdningen kørende, selvom kampscenerne aldrig bliver helt så overvældende som i eksempelvis Michael Bay’s Transformers-film.

Guderne skal vide, at både klichéer og plothuller står i kø, og denne anmelder vil le hånligt af enhver som kalder filmen original, men Pacific Rim er ikke lavet for at være et kunstnerisk mesterværk. Med 200 km/t fra start til slut og en stor fed finger til diverse moraliserende smagsdommere er Pacific Rim lavet til den indre teenager, som bare vil se gigantiske robotter slås med kæmpestore rumvæsner, uden at der skal være så meget pladder. Hvis man kan se ud over den overdrevne glorificering af den vestlige verden, kan man få sig to timer med fed underholdning.