07 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Liv så skrøbeligt som krystal

Liv så skrøbeligt som krystal

Der springer gnister af galskab og menneskelighed i "Glasmenageriet" på Folketeatret.

På overfladen kæmper Amanda som en løve for sin tumpede datter, men lige under lakken lurer foragten.
FOTO: Hippodromen
Da Lauras gamle forelskelse Jim dukker op til middag, lurer lykken i et kort sekund, men...
FOTO: Hippodromen

Skøn er hun at skue, familiens overhoved, Amanda (Karen-Lise Mynster), men skinnet bedrager. Under den smukke hud, bag det forførende smil, inde i det moderlige hjerte råder en bitch af værste skuffe. Denne sydstatsrose i depressionens 30'ere er blevet forladt af sin telefonsælgermand, som har skænket hende to børn og evig ensomhed.

Den amerikanske dramatiker Tennessee Williams (1911-1983) var sammen med Arthur Miller, Edward Albee og Sam Shepard det 20. århundredes førende dramatiker. "Glasmenageriet", som er rykket ind på Folketeatrets intime Hippodromen, var hans debut i 1944, og indholdet er delvis selvbiografisk. Sikkert er det, at Amandas skrøbelige datter Laura har sin virkelige pendent i Tennessee Williams egen søster Rose. Hun var gennem mange år plaget af ubestemmelige maveproblemer, fik i 1939 det hvide snit og levede på forskellige psykiatriske institutioner til sin død i 1986.

Det er Ena Spottag, der lægger krop til den svært fysisk og psykisk handicappede Laura, og det gør hun overbevisende. Også de to unge mænd, broderen Tom (Jens Frederik Sætter-Lassen), som er stykkets fortæller, og vennen Jim O'Connor (Nikolaj Bjørn-Andersen) leverer fornemt kammerspil i Kaspar Rostrups stramme instruktion.

"Glasmenageriet" er en tragisk historie om, hvordan vi dømmer og fordømmer hinanden. Det er høg over høg i en krisetid, der minder forbløffende meget om vor egen. Menneskelig medfølelse og overskud må vige i den ubønhørlige kamp for tilværelsen om job, penge, prestige, den smukkeste hustru, den smarteste mand. Lag på lag skræller Tennesee Williams den på overfladen så selvopofrende mor ind til kernen, til et ikke alt for kløgtigt baby-face, der trak for store veksler på sin sydstatsdyder og endte med en taber.

"Jeg kunne vælge og vrage mellem sønner af fornemme, rige plantage-ejere, men jeg fik jeres far", smælder og skriger hun hysterisk ud, hver gang hun mindes sin tabte ungdom og pinligt aktuelle fattigdom.

Karen-Lise Mynster fejrer 40 års skuespil-jubilæum i rollen som den frustrerede Amanda, og det gør hun fantastisk. "Glasmenageriet" indeholder disse brøkdele af sekunder, hvor scenen forsvinder og spillet bliver virkeligt. Det er en rystende psykologisk gyser, der vedkommer os alle, fordi det lige så godt kunne være dig og mig.

02. dec. 2014 - 16:30   02. dec. 2014 - 16:57

Teater

Gert Poder
Anmelder
5

Glasmenageriet af Tennessee Williams. Instruktion: Kaspar Rostrup. Scenografi: Stine Martinsen. Musik og lyd: Fuzzy. Til lørdag 6. december.