Hvordan kan man holde titusinder af mennesker indespærret på bare én kvadratkilometer i 66 år?

Hvordan kan en overbefolket flygtningelejr være det fedeste sted at holde sommerferie og se World Cup fodbold?

Manden, der har lavet en film om dette, er instruktøren Mahdi Fleifel. Han er født i Dubai. Hans forældre er opvokset i denne flygtningelejr på bare én kvadratkilometer. Lejren hedder Ain El-Helweh og ligger i Libanon.

Familien kom til Danmark i 1980’erne, hvor forældrene søgte arbejde og et sted at være.

Kun adgang for statsløse

Mahdi Fleifel modtager i øjeblikket den ene pris efter den anden for sin film "A World Not Ours", på dansk: "Ikke vores verden". Fornylig modtog han Spot Film Prisen for bedste dokumentar. Nu går Mahdi Fleifel efter at få sin film frem til en Oscar-nominering.

Det er lykkedes for Mahdi Fleifel at filme i flygtningelejren Ain El-Helweh, fordi han selv er statsløs palæstinenser og flygtning. Han tilføjer sarkastisk i filmen, at kun derfor har han den eksklusive ret til at kunne komme ind i lejren. Men hvem kan komme ud af lejren?

Filmen er vævet sammen af faderens mange familie optagelser, og Mahdi Fleifels egne nye optagelser i Ain El-Helweh, hvor han besøger sin familie og gamle venner. En utraditionel måde at lave dokumentarfilm på.

 I første halvleg af filmen giver Mahdi Fleifel bolden op til at forstå, hvor mange kampe, der er i gang for palæstinenserne, men ikke på den vanlige måde.

Selv blev Mahdi Fleifel født i Dubai i 1979. Efter en kort tur tilbage i flygtningelejren Ain El-Helweh søgte familien lykken i Danmark.

Hver sommer rejste Mahdi Fleifels familie på ferie i flygtningelejren i Libanon, og ferien faldt sammen med de store begivenheder omkring World Cup fodboldturneringen.

Fodbold åbner verden

I Ain El-Helweg blev der vendt fuldstændig op og ned på verden, når der blev vist World Cup. Hvor man i hverdagen var klemt sammen, både børn, unge og ældre, på ganske få kvadratmeter og med en fremtid uden klart mål, blev udsynet og kontakten til omverdenen åbnet for de statsløse palæstinensere. De var med i verden.

Hele lejren var klædt i fest og farver mellem de grå beton klodser, affald og forrevne eller sønderknuste huse. For slet ikke at tale om de mange knitrende el-ledninger trukket på kryds og tværs mellem vinduer og tage.

Det er mest mændene vi følger. Hver mand og knægt har sit land som favorit i turneringen. Italien, England eller Frankrig. Det er ligegyldigt.

For en tid glemte man konflikten mellem Israel og Palæstina. I flygtningelejren vendte man sig ud mod verden. Stik modsat den måde vi ellers oplever, hvordan fodbold bliver brugt til at opildne til nationalisme.

I anden halvleg af "A World Not Ours" er Mahdi Fleifel ung og voksen, og det går op for ham, hvor svært det er at spille på et lille hold af statsløse palæstinensere. Verden udenom er forbeholdt dem, der fik et pas i tide.

Filmen viser, hvordan generationen af unge palæstinensere i lejren ser fremtiden som fuldstændig håbløs. De havde håbet på at fredsaftalerne i halvfemserne ville ændre deres situation, og derfor føler de stor skuffelse og desparation over Israels og USAs håndtering af aftalerne. Men værst for dem er dog korruptionen og den manglende kampvilje hos de gamle palæstinensiske organisationer som Fatah.

EU har heller ikke plads

Vi følger Mahdi Fleifels bedste ven, Abu Eyad, der forsøger at komme til Europa, men i stedet for arbejde og uddannelse får titlen "Hjemløs på gaden i Athen". EU har heller ikke plads.

Desperationen og håbløsheden klasker lige ind i kameraet, da Abu må tilbage i lejren igen. Hvad skal han så? Han og tusinder af andre?

De har hørt på bedsteforældrenes snak om Nakba, fordrivelsen fra Palæstina i 1948. De har set andre unge i lejren melde sig til tjeneste, blive skudt eller smadret og ende i håbløshed. Fodbold interesserer dem ikke så meget mere.

Alligevel er instruktøren Mahdi Fleifel i stand til at holde en munter tone hele vejen igennem filmen, uden at blive overfladisk. De unge vil giftes, have børn, leve, le og rejse.

En tredje halvleg

Instruktøren Mahdi Fleifel har valgt utraditionel musik til sin film. Muntre jazztoner som fra Roy Eldridges If I had you. Humor og ironi flyver hele tiden gennem luften, både som skjold foran de tyndslidte følelser og håb, og som den kærlige måde man behandler hinanden på ind i mellem perioder af fortvivlelse og raseri.

De unge palæstinensere vil verden. De vil have en tredje halvleg, hvor de selv sætter holdet og er med til at aftale reglerne.