Krig kender hun alt til, den livlige sønderjyske bondekone Hanne, som småliderlig ser til, mens det vrimler med danske soldater ind og ud af hendes gård. Engang var hun gift med det dejligste stykke mandfolk på jorden. Han var tysker og faldt under Første Slesvigske Krig (1848-50). Siden har Hanne passet sin gård, men kunne godt bruge en solid karl - i marken såvel som i sengen.
Den sønderjyske forfatter Erling Jepsen lægger ikke fingrene imellem i Frilandsmuseets opførelse af "1864 - den sande historie" ved museets gård fra Sdr. Sejerslev i Sønderjylland. Med lattermild snerren beskriver han krigens farce, som den udfolder sig i forskellen på Danskens ignorante sejrssikkerhed og den prøjsiske modstanders formidable krigsmaskine i de naturskønne omgivelser ved Kongens Lyngby.
Denne ulykkelige kamp mellem den danske myg og den tyske ørn slutter da også brat. De dårligt udrustede og katastrofalt ledede danske soldater siver lige så stille væk fra nationens forhistoriske forsvarsværk Dannevirke. Derved bliver Sønderjylland til Nordslesvig frem til 1920, hvor Kong Kristian den Tiende markerer den såkaldte genforening på sin hvide hest.
Med en blanding af alvor, musik og underfundighed fører Erling Jepsen sit publikum frem til den konklusion, at kongen skulle være blevet hjemme og Sønderjylland aldrig skulle være genforenet med Danmark. Hans pointe er, at som dengang i midten af 1800-tallet rager udviklingen - eller rettere afviklingen af landets eneste grænseregion de danske politikere en høstblomst.
Ifølge ham støver vi myten af hver 50. år med en tv-serie, vifter med Dannebrog og genskaber datidens hovedløse nationalisme uden forståelse for de lidelser, det har kostet den lokale befolkning at være symboler i stedet for levende mennesker for skiftende danske regeringer.
Søren Iversen har instrueret til Nikolaj Hess' berliner-agtige katastrofemusik og Anette Hansens scenografi udnytter fint landskabets og de gamle bygningers muligheder.
Det er modigt og på kanten til det grænseoverskridende, at Nationalmuseet med "1864 - den sande historie" blander sig i den eksisterende politiske debat om landsdelenes marginalisering og Udlandsdanmark.