27 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mafiaen ved magten

Boganmeldelse:

Mafiaen ved magten

Mafiaen har siden midten af 1800-tallet spillet en centrale rolle i Italien, som historiker John Dickie afdækker.

1 af 1

Siden Italiens samling i midten af 1800-tallet har lederne i underverdenen haft gode forbindelser til magtens centrum. Når italienske toppolitikere og forretningsfolk i dag sættes i forbindelse med mafiaens mænd, er det "som et ekko fra historien".

Forfatteren John Dickie søger i sin nyeste bog tilbage til mafiaens rødder i det unge Italien og kortlægger de kriminelle metoder og ritualer, som betegner de tre store mafiaorganisationer, kaldet broderskaber: Cosa Nostra, la Camorra og den største ’Ndragnheta. De har forskellige særtræk, som Dickie gennemgår, men har alle tætte forbindelser til USA.

Cosa Nostras rødder er Sicilien, mens Camorraen stammer fra Napoli og ’Ndragnheta begyndte i dette fattige Calabrien i Syd. Ens for de tre forbryderorganisationer er deres hemmelige optagelsesritualer og æresbegreber samt deres hang til smykker, tatoveringer og modetøj. Man er kynisk over for fjender og uden nåde mod egne der bryder loyaliteten. Alt sammen noget som minder om rocker-miljøet herhjemme.   

Historien begynder i et fængsel i Napoli i 1850’erne, hvor hertugen Castromedianos sad i fængsel for sin modstand mod "Det bourbonske kongerige". Han og hans mænd styrede fængslet og skabte orden med bestikkelse og vold, mens anarki og kaos herskede udenfor murene.  

Det bedste ved bogen er forfatterens evne til at skildre, hvordan mafiaen har medvirket til at skabe "det moderne Italien" - allerede i 1882 blev en kendt siciliansk mafioso valgt til parlamentet. Det gøres ikke bedre.  

Bogen har et spændende kapitel om den mærkværdige historie, hvordan den amerikanske invasion af Sicilien i 1943, og senere Napoli, indvarslede en guldalder for det kriminelle Italien. De Allierede indgik et kriminelt samarbejde med mafiaen for at hindre kommunisterne i indflydelse. Ofte deltog den katolske kirke også i dette.

De fascistiske politikere blev udskiftet med folk, der for det det meste var mafia-folk. I Napoli, hvor de allieredes forsyninger ankom, sad mafiaen på havnen og omkring fyrre procent af varerne havnede på det sorte marked. Disse historier kan få undertegnede til at tænke på vore dages krige.

Spændende er også fascismens tvetydige forhold til organisationerne. Bogen er det første af to bind om Italiens hemmelige gangstervælde. Undertegnede glæder sig allerede til næste bind, der skulle handle om mafiaen op til i dag.

Dette bind er hvad en engelsk anmelder betegnede som "begavet kulturhistorie". Begavet, forfærdende og fascinerende læsning.

Den er spændende som en god krimi, og giver en godt kendskab til Italien og dets kultur og politiske landskab som det ser ud i dag. Berlusconi er et produkt af de tre organisationers praksis.   

Dickie, der er engelsk historiker og Italien-forsker, har tidligere skrevet Cosa Nostra og bogen Delizia! En stor fortælling om italienerne og deres mad

25. sep. 2013 - 09:01   25. sep. 2013 - 09:15

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

John Dickie: Mafia. De tre broderskaber – Cosa Nostra, Camorra og ‘Ndrangheta. 500 sider, illustreret, 350 kroner. Peoples Press.