Historiebøgerne fortæller, at det var Ernesto Dalgas, der efter krigen med prøjserne i 1864, hvor der indad skulle vindes, hvad udad var tabt, stod for, at noget af den jyske hede blev omdannet til agerjord. Det skal ikke betvivles, men allerede 100 år tidligere forsøgte en tysk kaptajn at gøre det samme, men måtte give op.

Dagligdagens slid og slæb fylder meget i fortællingen, men der er sandelig også dramatik. Det er svært at slippe denne roman, før den sidste side er læst.

Han fandt ikke på fidusen med at plante træer og lave læhegn, så det blev naturen, der vandt over ham efter ti års slid og møje. Ligeså lidt held havde kongen med sin plan om at få tyskere til at dyrke kartofler på heden. Han lokkede dem hertil med gyldne løfter, men da de ankom, viste disse sig at være det rene mundsvejr, og de fleste af dem forlod landet for at søge lykken andre steder.

I Ida Jessens store roman, både litterært og af omfang, Kaptajnen og Ann Barbara, spiller kartoffeltyskerne en perifer rolle, mens det er kaptajn Ludwig von Kahlen og hans med- og modspillere der er hovedpersoner.

Romanen er en moppedreng på 500 sider, og så har forfatteren endda økonomiseret med ordene. Sproget er enkelt og nøgternt, men tilsat kulør i naturskildringerne og krydret med gamle ord og vendinger. Handlingen foregår i nuet, og vi får intet at vide om personernes fortid, eller hvad de tænker. Det er deres handlingen, der fortæller om dem og giver historien fremdrift.

Opdyrkning af heden

I 1754 ankommer kaptajnen til egnen vest for Viborg. Han har af Frederik V og rentekammeret fået til opgave at gøre forsøg på at opdyrke heden og er blevet bevilget en sum penge, så han kan bygge sig et hus samt en årlig aflønning, som rentekammeret desværre glemmer at sende. Desuden skal han, da han er uddannet som landmåler, opmåle hedeområdet, som i princippet er kongens jagtrevir.

Kaptajnen prøver at få fat i nogle arbejdsfolk, men hverken hans væsen, eller det han kan byde på, er noget der lokker. Fra morgen til aften knokler den gamle stivstikker alene med husbyggeri og hedeopdyrkning, og opmålingen giver ham problemer.

Det passer ikke herremanden på Hald, Schinkel, der også er landsdommer, og som betragter heden, og hvad der bevæger sig på den, som sin ejendom.

Schinkel er, ligesom von Kahlen, en historisk person, der har en uhyggelig lighed med en nutidig, der også vil gå over i historien. Han er ondskabsfuld og sadistisk, forgriber sig voldeligt på de kvinder, der falder i hans smag, fordrejer virkeligheden og lyver hæmningsløst. Kaptajnen lader sig imidlertid ikke tryne men bekæmper ham roligt og sagligt. Det bliver dog en anden, der får den lede fyr helt ned med nakken.

Slid, slæb og dramatik

Også teologen og den senere kolonikasserer Søren Thestrup er fra den virkelige verden. Han er en lidt ynkelig fyr, der i voksenalderen bor hjemme hos far og mor og ikke kan tøjle sin hest, men som, viser det sig hen ad vejen, har skjulte sider og kan være både snedig og modig. Han interesserer sig også for opdyrkning af heden, og det fører til et varmt venskab med den ellers så utilgængelige kaptajn.

Også andre lykkes det at komme igennem hans panser. Først kommer den lille tatertøs Anmai Mus, som han køber for en rigsdaler, og en dag dukker Ann Barbara op ud af det blå. Hun bliver husholderske, og efter et stykke tid rykker hun ind i kaptajnens seng.

Dagligdagens slid og slæb fylder meget i fortællingen, men der er sandelig også dramatik. Alt fortalt stille og udramatisk, hvad der ikke forhindrer læseren i at være så spændt på, hvad der sker, at det er svært at slippe denne mageløse roman, før den sidste side er læst.