18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mainstream med middag

Teateranmeldelse:

Mainstream med middag

Underholdningskoncernen Wallman fejrer 10-års jubilæum i Cirkusbygningen med sang, musik og artisteri uden overraskelser.

Selvom Wallmans 10-års jubilæumsshow er alt, hvad man kan forvente sig, er det også helt utroligt mainstream og amerikaniseret.
FOTO: John Resborn

Begrebet "dinnershow" kom til dansk forlystelsesliv for 10 år siden, da den svenske underholdningskoncern Wallmans Nöjen lejede sig ind under Cirkusbygningens smukke kuppel. Og tak for det. Den 125 år gamle bygning, der er en af Københavns få koncerthuse med internationalt format, har huset opera og cirkus i verdensklasse, og spillet musicals som Jesus Christ Superstar og Hair.

Dinnershow er underholdningsindustriens kinderæg: hele tre ting - show, middag og natklub - under samme tag. Det var Wallmans Nöjen, der startede konceptet i Stockholm 1991, senere åbnede de i Hälsingborg, Oslo og senest altså i København.

10-års jubilæumshowet hedder Sweet Addictions, og det betyder noget i retning af "dejlig afhængighed". Et besøg hos Wallman er tænkt som en totaloplevelse. Det er gnidningsfri, fejlfri underholdning med vægt på det perfekte, det være sig servering, menu, vin, show, artisteri, sang, dans og musik. Det starter i forhallen, hvor en amerikansk-talende tryllekunstner gøgler med et par elastikker, gæsterne føres til deres bord af en Wallman-pige, og en afslappet stemning breder sig.

Sweet Addictions er som man kan forvente det: Et godt, musical-agtigt show med sin wallmanske blanding af godt koreograferede danse- og sangoptrin, fine solopræstationer af især de tre kvindelige sangere Malena Tuvung, Frederikke Vedel og Kajsa Borg, et pikant Lady Gaga-inspireret "Monster Ball", en morsom klovnejonglør, et fint pole dance-nummer med brasilianske Bruno Bonifacio og sensuel artisteri af hans amerikanske kollega Shaunna Kotka. Især brugen af film og animation er utrolig vellykket.

Desværre er showet tykt mainstream på den der Broadway/Los Angeles-agtige måde, hvor al amerikansk entertainment er Gud. Bortset fra numre af Tim Christensen og Lukas Graham kunne musikken lige så godt komme fra en forprogrammeret jukeboks. Det er samme, mainstream lyd hele vejen, og ikke engang indslagene med musik af Barbra Streisand og Tina Turner rokker en meter, fordi det skal være så kedeligt perfekt.

Det er en skam. Men maden var god!

23. sep. 2013 - 09:02   23. sep. 2013 - 09:15

Scene

Gert Poder
Anmelder
3

Sweet Addiction. Wallmans Cirkusbygningen. Producent: Johan Espeland. Musikalsk ledelse: Frederik von Wachenfeldt. Kostumer: Karen Christoffersen. Til juni 2014.