Historien er ikke avanceret; men underholdende. Tre søskende har lavet deres afdøde fars lejlighed om til en restaurant. Fyrre gæster – publikum – bliver præsenteret for en menu på otte retter garneret med værternes historier om den afdøde. Vi når igennem tre tapasretter og et par glas vin, før diskussionerne om arv og farens eftermæle ender i en eksplosion. Hvis det minder om en historie, der lige nu udspiller sig hver søndag aften på DR, er det ikke skudt ved siden af.

Det avancerede er konceptet, som ifølge en af Mammutteatrets kunstneriske ledere, Claus Flygare, delvis er udviklet på grund af manglen på en åben scene for de små teatre i København. Derfor anvender teatret sin egen lejlighed. Det betyder, at der kun kan være fyrre tilskuere.

Ifølge konceptet må publikum aldrig gøres ansvarlig for forestillingens fremdrift og afvikling, men de skal være en del af stykkets virkelighed. Der må ikke være synlig teaterteknik og alt hvad der sker på scenen, skal kunne ske i virkeligheden. 

Den største dramatiske udfordring er imidlertid, at hvert stykke kun har en udviklings- og prøvetid på tre uger, og stykket kun må vare 60 minutter. Det hænger sammen med en økonomi, der begrænses af publikumsstørrelsen. Men det spænder også nemt ben for, at historierne kan blive rigtig gode og ideerne til et samspil med publikum kan nå at blive prøvet ordentligt af. 

Det vigtigste er dog at prøve nye veje, og dømt på publikumsinteressen kan det sagtens blive en succes. Så kan det være man skal udvikle på at kunne have flere forestillinger dagligt, flere publikummer til hver forestilling eller andre tiltag, der kan give mere tid til manuskriptudvikling og prøveperiode.

For det er en stor oplevelse at komme så tæt på skuespillet, at man både kan lugte, se, smage og mærke historiens rammer og fremfor alt høre skuespillerne tæt på og være tæt på deres dramatiske udfoldelser. 

"Fars stuer" er allerede taget af plakaten,  men i februar opføres "Seminaret" og i april "Sidste nat" efter samme koncept.