24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Man kanøfler da fremmede

Teateranmeldelse:

Man kanøfler da fremmede

Med "Ung blond pige" sætter Teatret st.tv. den snigende ungdomsnazismes stereotype fremmedhad på dagsordenen.

FOTO: Per Morten Abrahamsen
1 af 1

April og Maj er unge, blonde, super-danske - og så tilhører de Bevægelsen, hvis Formand ligefrem har noget kørende med Mor. Alt går fint, til Frida træder ind, og drager den ene af tvillingerne ind i sit varme, lyse univers. Det handler om at beskytte blodet, slægten, nationen mod de fremmede, om det trygge fællesskab.

- Ideen til "Ung blond pige" opstod, da vi på YouTube fandt "Preussion Blue", to uskyldige lyshårede blåøjede tvillinger, der synger melodisk søde sange med skræmmende nazistiske tekster", fortæller Marianne Søndergaard Madsen og Betina Grove Ankerdal, der er de to kvinder bag Teatret st.tv.

"Danmarks mindste musical" kalder Teater st.tv. stykket, hvis musik er nykomponeret af Sune Skuldbøl Vraa. Line Mørkeby har dramatiseret stykket. Hun har tidligere brilleret med Reumert-vinderen "6, P LR K?" og "jeg mig fuck dig", sidstnævnte anmeldt i Arbejderen af Nick Bruun i april sidste år.

Opgaven med at instruere det uhyggelige tema er lagt i hænderne på Bådteatrets kunstneriske leder, den schweizisk-fødte dramatiker Rolf Heim, der i foråret imponerede med sin version af "Odyseen" som dukketeater. Desværre lider teater-delen under, at den skal banke nazismens vederstyggelige univers ind i en rodløs ungdoms tykke pandebrasker. Det er en stor opgave, der kræver gentagelse efter gentagelse af den samme kliché.

Bedst fungerer stykket i musical-delen. Musikken er enkel, instrumenteringen er enkel, og de smånaive tekster fungerer helt igennem. Også koordineringen i sammenspillet mellem teatrets to grundlæggere, Marianne Søndergaard Madsen og Betina Grove Ankerdal er imponerende.  De har siden 2008 leveret debatfyldt dramatik til de unge mellem 14 og 25.

Den groende nazisme blandt tidens ungdom er en sammensat affære. "Ung blond pige" reducerer det til  spirende ungpigelidenskab og deraf afledt søsterjalousi, til angsten for den store leder, moderfiguren og de fremmede. Det er en grov forenkling. Forhåbentlig kan den række debatter om fjendebilleder, som teatret inviterer til, nuancere billedet.

30. apr. 2013 - 18:01   30. apr. 2013 - 22:53

Scene

Gert Poder
Anmelder
4

Ung Blond Pige. Teatret st.tv. på Bådteatret, Nyhavn. Instruktion: Rolf Heim. Dramatiker: Line Mørkeby. Musik: Sune Skuldbøl Vraa. Til 8. maj.