DR-journalisten Thomas Ubbesen har skrevet en bog med titlen Vi var folket – Møde med østeuropæere 30 år efter Murens fald.

Sammen med sin kone, journalisten Anne Haubek, har han rejst Østeuropa tyndt her 30 år efter Murens fald og giver med bogen et billede af, hvordan befolkningerne i de østeuropæiske lande oplever – og oplevede – livet og hverdagen.

Bogen rummer mange snakker med folk i alle generationer, og mange af dem rigtig interessante.

Rejsen starter i Berlin og går så via Polen, Hviderusland, Rusland med Krim, Ukraine, Moldova, Rumænien, Bulgarien, Nordmakadonien, Kosovo, Albanien, Montenegro, Serbien, Ungarn og Prag retur til Berlin. Som transportmidler benyttes kun sjældent fly, oftere tog og busser.

Mine forventninger var store, da jeg gik i gang med læsningen, og noget er spændende, men … der er også et men. Bogen rummer mange snakker med folk i alle generationer, og mange af dem rigtig interessante og med til at give et billede af, hvordan forskellige personer oplevede tiden før Murens fald, og hvordan de oplever hverdagen i dagens samfund.

Men hele vejen gennem bogen får vi så også Thomas Ubbesens version af verdenshistorien, og man må sige, han ikke har meget, om noget, positivt at sige om verdens første forsøg på at opbygge socialismen. Generelt beskriver han perioden fra 1945 til 1990 som "45 års nat og tåge i Østeuropa", og tiden beskrives med ord som sult, fattigdom, fangelejre, betonkommunisme og så videre og så videre.

To grupper

Groft sagt kan man opdele de personer, der interviewes i bogen, i to grupper: Intellektuelle og kunstnere, der i deres beskrivelse af livet før Murens fald fokuserer på den manglende mulighed for at rejse eksempelvis til Vesteuropa, materielle mangler og i det hele taget på begrænsninger i forhold til politiske og kunstneriske ytringer. I modsætning til i dag, hvor man kan gå i mærkeligt tøj, ha’ ring i næsen og rejse frit.

Omvendt interviewes en række folk fra arbejderklassen, der ofte har oplevet perioden langt mere positivt. De fokuserer på trygheden, jobsikkerheden og fællesskabet. Det var ikke et luksusliv, men man havde til dagen og vejen, som mange udtrykker det.

Når det drejer sig om nutiden, får man en opfattelse af en række mere eller mindre dysfunktionelle stater med udbredt arbejdsløshed og fattigdom.

Undervejs på rejsen passeres en række af Østfrontens store slagmarker fra Anden Verdenskrig, og flere steder fortæller mennesker, de møder, at man stadig hver dag kan finde knogler og andre rester fra ofrene for disse slag. Temmelig rystende og med til at understrege hvor brutal verdenskrigen var på disse kanter.

Tirana

I Albaniens hovedstad, Tirana, besøger Ubbesen Café Kommunistpensionisterne, et mødested for albanske seniorer.

Et lille udpluk af snakken omkring bordene:

– Kommunismen dør aldrig, kære udenlandske venner – husk det. Se, hvad Enver udrettede her. Vi var en feudal, tilbagestående kultur, men på ganske få år havde alle lært at læse og skrive, malaria var udryddet, alle var i arbejde, mandschauvinismen var væk, ingen sultede, og der var gratis uddannelse og medicin.

– Årh, hold op ….. Folk sultede, og kommunismen kommer aldrig tilbage.

– Om 20 år vil man kun kunne finde kommunisme på museerne.

– Næ du, dengang under Hoxha var det én for alle og alle for én. Alle havde arbejde, og vi elskede hinanden.

– Kommunisterne kunne ikke engang producere spaghetti nok. Folk var fanger i deres egne landsbyer i bjergene. De spiste græs, er du klar over det.

– Det er fandeme løgn.

Og sådan kører det videre. Her er ikke kun én sandhed, men et bredt billede af skæbner, der har levet i en verden ikke så langt fra Danmark, men alligevel meget anderledes.