Også i denne nye digtsamling er det – som sædvanlig, havde jeg nær sagt – lykkedes digteren Marianne Larsen at komme med den ene sproglige overraskelse efter den anden, hvor de fleste åbner op til nye åbenbaringer.

At bogen er udkommet på hendes 70-års fødselsdag giver sammen med barndomserindringerne et særligt perspektiv af livsklogskab.

Hun har altid haft sin egen stilfærdigt kloge og ikke-påtrængende stil, der er fuld af en personlig form for erkendelse, der på magisk vis formidles og bliver en nyvunden indsigt hos læseren.

Det gælder ikke mindst denne nye digtsamling, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, hvor mange af digtene giver glimt af barndommens fortryllelser. Altså noget almenmenneskeligt, der kunne være endt i sentimentale og rørstrømske tirader, men nej, hun styrer helt forbi noget så nedbrydende for et godt digt. Der er mere på spil end tomme lovprisninger af idylliske barndomsdage, for dér hvor de optræder, er beskrivelserne af dem et springbræt til åbenbaringer af noget andet og langt dybere.

At bogen er udkommet på hendes 70-års fødselsdag giver sammen med barndomserindringerne et særligt perspektiv af livsklogskab som for eksemepel når hun i digtet "Besættelse" siger:

"... Det falsk uforglemmelige ved situationen gik ud på at livet / som senior med lynets hast var vokset indad og nedad. / Det stod helt fortabt og skreg i fodgængerovergangen / hvor hændelsen fandt sted."

Der er både humor og en klog iagtagelsesevne i den slags scener, og dem er der mange af i denne digtsamling.

Man fornøjes af tonen og stilen, der blandt andet formidles via selvopfundne, men genkendelige ord som for eksempel "markgængerverden", der beskriver en spadseretur i naturen. Ordet "lystseere" fortæller om mennesker, der færdes med speciel opmærksomhed på gågader, og "voksendom" betegner meget passende skolegangens afslutning.

For sjov skyld ledte jeg efter bare ét digt, der kunne kaldes "dårligt" eller "uvedkommende", men det lykkedes mig ikke at finde noget sådant. Det ville nu også have forbavset mig, for Marianne Larsen er helt klart en af vore allerbedste digtere.