Eigil Nielsen, som dette blads læsere kendere fra anmeldelser og læserbreve, har udgivet selvbiografien "Med ideen som følgesvend".  "Eigil Nielsens erindringer skildrer en kristeligt grebet dansk bondedrengs udvikling. Et liv der tager sin begyndelse i 1933, i et landbomiljø i Himmerland", skriver forlaget i forordet.

Erindringerne "handler ikke så meget om de tidlige år, om familie eller senere om kærlighed, venner og privatliv. Det er udtrykkeligt det politiske engagement", der er det centrale. Derfor er det lidt synd, at vi aldrig kommer tæt på personen eller kommunisten Eigil Nielsen.

Eigil Nielsen "ønskede at virke for et samfund, der tog mere hensyn til små og svage", og fulgte "i det store og hele den politik, som Danmarks Kommunistisk Parti stod for, men lod ofte min kritiske røst lyde". "I min tilværelse har jeg i høj grad været iagttageren".

Efter at have forladt landsbyskolen, kom han i latinskolen i Aalborg og fik, trods sin baggrund som bondedreng, studentereksamen. Senere bliver han lærer og psykolog. Han blev medlem af den kommunistiske ungdomsbevægelse DKU i byen, hvor Knud Jespersen, DKP's senere formand, var leder.

Fine glimt fra partiarbejdet

Det bedste ved biografien er de mange små glimt af livet som "almindelig" partiarbejder, som han indvier læseren i. Alt lige fra avissalg, studiekredse, pionerlejre, boganmelder ved Land og Folk, solidaritets– og venskabsarbejdet, demonstrationerne for fred, mod imperialisme samt de parlamentariske opstillinger til kommune– og folketingsvalg. Nogle få, alt for få, gange bliver det krydret med små historier, som eksempelvis dengang DKP’s partihus i Aalborg blev angrebet af bøller under Ungarnskrisen, og Knud Jespersen bad politiet fjerne bøllerne. Betjenten, der fik opgaven, havde tidligere medvirket til arrestationen af kommunisterne i 1941!

En anden kvalitet i bogen er hans beskrivelser af sit arbejde omkring pædagogikken og psykologien, især sovjetpsykologien.

Det mindre gode ved biografien er, at Eigil Nielsen ikke går til biddet. Aldrig reflekterer han dybt over forholdene. Kun én gang er han bidsk og det er i forbindelse med sømandsbossen Preben Møller Hansens behandling af ham omkring hans ansættelse som forstander for Tidens Højskole. Her antyder Eigil Nielsen, at sømanden havde psykopatiske træk.

Eigil Nielsen, der modtog skoling i Moskva, var oversætter ved det sovjetiske nyhedsbureau APN, skrev pjecer og holdt foredrag i partiet, rejseleder i østlandene og medredaktør på genudgivelsen af Lenins udvalgte værker. Han må havde oplevet mere, og haft mulighed for mere reflekteret stillingtagen end den, han byder læseren. Eksempelvis er der kun otte linier om krisen i DKP og hans udmeldelse i forbindelse med omvæltningerne i Sovjetunionen og DDR.

Overflødig koldkriger

Forlaget har bedt koldkrigeren Bent Jensen om at skrive et overflødigt "kritisk efterord". Formålet er angiveligt at "lade Bent Jensen sætte Nielsens erindringer ind i en historisk sammenhæng. Og for at gøre erindringerne mere interessante".

Hvor Herre bevares. Kan Eigil Nielsen ikke selv sætte sit livs praksis for fred og socialisme ind i en historisk ramme og gøre sine erindringer interessante, burde de ikke udgives. Forlaget konstaterer, at det vidner om Eigil Nielsens frisind, at "lade sig udsætte for historiens dom, for det jo sådan en dom, Bent Jensen ret præcist fælder, når han i bagklogskabens lys holder dommedag over den epoke og den bevægelse, som forfatteren har viet sit liv til".

Nej det er ikke historiens dom, men anti-kommunisten og koldkrigerens dom. Det er ret utroligt, at Eigil Nielsen giver denne rabiate anti-kommunist og koldkriger spalteplads til x antal siders nedrakning af de værdier, som han har brugt et langt livs kamp til. Eigil Nielsen fremstår som et rart og engageret menneske, der tydeligvis har ydet sit i kampen for fred og socialisme.

Det er blot synd, at han ikke har haft lysten eller modet til at uddybe sit virke og sine overvejelser mere, end han her har gjort. Han er i dag pensionist og medlem af Enhedslisten.