Skal kunsten indordne sig under loven, eller er kunstnerisk frihed hævet over konventionerne? Og hvorfor tror kunstnere overhovedet, at de er frie til at lave kunst? Det spørgsmål rejser den svenske dramatiker og instruktør Ingmar Bergman (1918-2007) i sit skuespil "Ritualet", som netop har haft verdenspremiere som teater hos Får302 i København.

"Ritualet" var oprindelig skrevet til scenen, men blev i stedet filmatiseret af Ingmar Bergman selv til svensk tv i 1969. Den var ifølge dramatikeren selv et produkt af hans irritation over det svenske bureaukrati, mens han var skuespilchef for Dramaten. Nu har Louise W. Hassing bearbejdet Ritualet for Får302 i teatrets 25-års jubilæumssæson.

En højesteretsdommer (Pauli Ryberg), er blevet pålagt at undersøge en kunstnertrios påståede usømmelige adfærd. De beskyldes for at opføre og derved udføre et samfundsnedbrydende ritual. Dens medlemmer er alle forskellige sider af den svenske præstesøn, der hele sit liv bekæmpede konformitet.

Sebastian Fisher (Mikkel Løvenholt Reenberg) er et barnligt macho-dyr, der kaster om sig med penge og kun tænker med underkroppen. Ingmar Bergman selv havde gennem livet 10 faste forhold, var gift fem gange og fik ni børn. Hans Winkelmann (Henrik Birch), er den fuldstændige modsætning. Han er cool, disciplineret og ansvarlig, et behageligt og tålmodigt menneske. Han er gift med Thea (Charlotte E. Munksgaard), som dyrker Sebastian i et ulykkeligt, goldt forhold. Hun er holdningsløs, neurotisk, impulsiv, taler med guder og djævle, er ulideligt følsom.

Alle dæmoner slippes løs i Jens August Willes syrede instruktion, der spiller på sammenstødet mellem oprør og komik. Får302 er fornem eksponent for ensemble-teatret, hvor de enkelte spillere sig underordne sig det fælles formål. Det gør de fire skuespillere til ug med kryds og stjerne. 

Sjovt er det, når ægte frustrationer og sygelig selvoptagethed brager sammen med følelsesfjern logik. Den må på sin side se sig besejret af noget så jordnært som borgerlig nysgerrighed. Det forbudte er altid spændende. Kunst eller konformitet - og vinderen er...?