Danyel er en god dreng. Meget dansk, en smule tyrkisk, men i hvert fald loyal over for sin gamle morfar, Ayhan, som en dag står foran datteren Songöls dør. Han vil bede hende om tilgivelse for dét frygtelige, han gjorde, selv om Allah ved, at han var i sin gode ret til at forstøde sin datter.

Havde hun ikke forbrudt sig mod sin familie, fordi hun insisterede på at gifte sig af kærlighed, ikke af pligt - og så med en dansker? Var det ikke at spotte dem - hendes forældre, når hun afslog et godt parti, en god frier, blot fordi hun ikke var forelsket i ham? 

Da Ayhan kom fra Tyrkiet til Hovedbanegården i København i 1968 for at knokle for hustru og datter derhjemme i landsbyen, var tilværelsens værdier enkle. Man giftede sig med den, som forældrene valgte, ikke af kærlighed men af respekt, for at fortsætte slægten.

Mungo Park i Allerød har genopsat Parminder Singhs stykke "Et andet Sted". Den begynder i 1968, dér hvor tv-serien "Krøniken" stoppede, og følger en tyrkisk familie i Danmark gennem tre generationer.

Det er 42 års indvandrerhistorie set gennem indvandrernes optik, om hvor uforståeligt og svært det er at leve "et andet sted", omgivet af et fremmed sprog og fremmede vaner.

Men "Et andet sted" handler også om at miste sin indre logik og åndelige stedsans, når livet rives op med rode, og tingene ikke lige går, som de skal. Det er en historie om at lulle sig ind i fortidens trygge normer. Trods al deres fornuft og klogskab mister Ayhan og hans kone grebet om både datteren og tilværelsen,. Det er så nemt at lade parabolantennen og drømmen om Huset i den anatolske landsby erstatte den verden, som de og deres datter lever i - den danske virkelighed.

Det er en lang forestilling, som især imponerer med Siggi Óli Pálmasons realistiske scenografi, der udfolder sig i to adskilte rum. Rummene bruges effektivt stykket igennem som fysisk pegefinger, fra gæstearbejderens usle kammers rå virkelighed til det tæppeklædte barndomshjems farverige overflødighedshorn af Turkish Delight.

"Et andet sted" minder os ikke blot om, at evigt ejes kun det tabte. Den maner også til eftertanke, for uanset hvilken kultur vi kommer fra og uanset hvad vi bilder os selv ind, så ejer vi ikke vore børn. De er en gave, som vi blot har til låns.