I en ikke så fjern fortid fandtes der officielt tre slags mennesker i Sydafrika. Under apartheid udgjorde de "hvide" to procent af befolkningen og besad alle rettighederne. De "sorte" udgjorde 90 procent og fik alle tævene. "Asiaterne" - indere og kinsere - fik nådigt tildelt de gode jobs.

Så var der de "farvede" - the coloured - og de måtte nøjes med al foragten. Deres forfædre var en blanding af det sydlige Afrikas oprindelige khoi- og san-folk - bedre kendt som "hottentotter" og "buskmænd" - og hvide indvandrere. Hollandske kolonister giftede sig med kvinderne helt tilbage i 1600-tallet, gjorde mændene til slaver, dræbte mange og udryddede stort set san-folket.

"The Kiss" viser en kvinde med perlemorshvid hud, der kysser en sort mand. Kvinden er den sydafrikanske multikunstner Tracey Rose, og fotografiet lyver, for hun var før apartheids afskaffelse "farvet" - smukt chokoladebrun fremgår det af andre fotos. Hendes studie over den franske billedhugger Auguste Rodins berømte marmorskulptur "Kysset" (1886) er både en kommentar til den dobbeltmoral omkring etnicitet og hudfarve, der fortsat hersker i Sydafrika og til menneskets egne forudindtagede forestillinger om race.

Tracey Rose-udstillingen "Waiting for God" i Nikolaj Kunsthal er hård kost. Den viser en række af hendes store installationer gennem de sidste 15 år gennem fotografier, videoperformances og lydspor. I dem vender hun kropslig  brutalt op og ned på begreber som ligestilling, køn, identitet, etnicitet, religion, undertrykkelse, oprindelse, frihed og demokrati.

Hendes politiske manifestationer er imidlertid ikke begrænset til forholdene i hjemlandet Sydafrika. To af værkerne er kommentarer til den israelske besættelsesmagts behandling af palæstinenserne. Her drager hun åbenlyse paralleller til det apartheid-regime, hun selv engang var offer for.

De viser også hendes forkærlighed for at lege med det engelske sprog i titler og værker. Udstillingens titel "Waiting for God" stammer fra en video med Tracey Rose, der venter på Gud på toppen af Oliebjerget udenfor Jerusalem. Titlen henviser desuden til Samuel Becketts berømte teaterstykke "Mens Vi Venter på Godot (Waiting for Godot, red.)" om menneskets forgæves søgen efter en mening i tilværelsen.

På samme måde henviser videoen "San Pedro V - The Hope I Hope" (San Pedro 5 - håbet jeg håber) til et ordspil. Efter at have afspillet Israels nationalmelodi "Hatikva" (Håbet, red.) pisser Tracey Rose i skikkelse af den sexy kultmusiker San Pedro (den kristne helgen Sankt Peter, red.) op af "Apartheidmuren" i Jerusalem, som adskiller byen fra den besatte Vestbred. Altså "urination" (at pisse,red.) overfor "You're a nation" (du er et land, red.).

Waiting for God indeholder i alt ni Tracey Rose-installationer. Det er som en mareridtsagtig søvngang ind i en ultra-brutal løgnagtig verden i spændingsfelter som Sydafrika eller Israel, apartheid eller ligestilling, religion eller roller. Tracey Rose lægger selv krop til samtlige værker, som med sin skånselsløse skønhed river masken af de lag på lag af løgne, som får det falske samfund til at fungere.

Det er en rystende, mesterlig udstilling, der kun undgår topkarakter på grund af det manglende katalog.

Imens venter vi videre på afsløringen.