Det er hårde tider for den legendariske britiske sagnkonge Arthur (Stig Rossen) og hans – mere eller mindre - djærve riddere fra det runde bord, når Tivolis Koncertsal blænder op for Spamalot.

Vi møder den ædle konge på vej land og rige rundt for at samle den tapre flok, der ledet af ham skal redde det pest- og koleraramte England.

De er Sir Lancelot (Martin Brygman), Sir Robin (Lars Hjortshøj), Sir Bedevere (Linda P.), Sir Galahad (Kenneth M. Christensen), den tro væbner Patsy (Thomas Warberg. Vi møder også den yndige prins Herbert (Pelle Emil Hebsgaard), der er spærret inde på Mugslottet af sin brutale far, elsker disco og drømmer om at møde en sød fyr, så der bliver også plads til lidt gay-lykke.

Absurde spring 

Vi møder den ædle konge på vej land og rige rundt for at samle den tapre flok, der ledet af ham skal redde det pest- og koleraramte England. Arthur har det ikke altid lige nemt – som muddersamleren Dennis, som nægter at anerkende en konge, der ikke er valgt af folket. Sammen med sin mor går han ind for en politisk styreform, der ligner en blanding af anarko-syndikalisme og Kommunistisk Partis program.

Det lykkes dog til sidst at samle en tapper skare, men Riget fattes penge. Da de sendes ud for at finde den hellige Gral er hestene sparet væk og erstattet med lyden fra to sammenklistrede kokosnødder – hvordan de så er havnet i England år 932?

På den farefulde færd møder de en dødbringende dræberkanin, ridderne der siger Ni, den supersexede – og ekstremt velsyngende - "Lady of the Lake" (Lise Baastrup), to møgirriterende anti-britiske franskmænd, Gud, hans/hendes finger, en hellig prydbusk og selve musicalens sjæl.

Overdådig opsætning

Der er kort sagt knald på liggehønen i to stive timer, hvor de latterlige riddere undervejs vartes op af lækre korpiger og -drenge i storslået Hollywood-kulisser, og eget musical-orkester. Det er smukt, stilrent og overdådigt sat op og lider kun af de problemer, der må opstå, når eviggyldige øjeblikke fra tv og film spærres ind i musical-form.

Tilsyneladende er det hele fis og ballade – men de seks legendariske skabere af det særlige Monty Python-univers ramte en kerne af sandhed i det post-industrielle samfund. Den bærende idé i den engelske komikergruppe Monty Pythons tossestreger har siden starten i 1969 været, at i en verden styret af meningsløs kaos, krig, vold, magt og blind autoritetstro bliver tanken om sammenhæng absurd.

Grin med musical som genre

Monty Python-medlemmet Eric Idle har rammende udtrykt det i signatursangen "Always Look On The Bright Side Of Life" fra Jesus-parodien "Life of Brian" (1979). Det budskab gennemsyrer også "Spamalot - The Musical", som er hans vellykkede forsøg på at gøre grin med musical-genren.

Det særlige Monty Python-univers ramte en kerne af sandhed i det post-industrielle samfund.

Og det giver mening. For hvis det spanske ordsprog "Livet er som en hønsestige, kort og fuld af lort" står til troende, hvorfor så tage noget som helst for gode varer, hvorfor tro på en sammenhæng, der åbenlyst glimrer ved sin manglende evne til at være til stede?

I den kontekst bliver "Spamalot – The Musical" til absurd teater, der ikke står tilbage for genrens store dramatikere – Ionescu, Becket, Anouil. Men til forskel fra dem insisterer Monty Python på at gøre op med livets absurditeter med fest og farver og et blink i øjet.

Det gør ikke bare den manglende sammenhæng ligegyldig. Det gør den også til at leve med.