Fordi en forfatter engang har fået Nobelprisen i litteratur, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende holder på langt sigt, men at Islands nationalskjald, Halldór Laxness, der fik prisen i 1955, er langtidsholdbar, kan man forvisse sig om ved at unde sig selv den fornøjelse at gen- eller nylæse hans roman "Salka Valka" fra 1932, som Gyldendal netop har udgivet for 6. gang; denne gang i forlagets serie af nyklassikere og stadig i Gunnar Gunnarssons fortræffelige oversættelse, men med moderne retskrivning.

Heltinde er derimod den tidligt forældreløse Salka Valka, der er en født oprører.

Bøgerne i serien er alle med nyskrevne forord, og i Andersen Nexøs "Pelle Erobreren" (udgivet i 2017) var det begået af Mathias Tesfaye, som er så begejstret for hovedpersonen, at hans ældste søn hedder Pelle. Det forstår man godt, for Tesfaye har jo ligesom Nexøs Pelle bevæget sig et pænt stykke fra det politiske yderste venstre imod højre. I "Salka Valka" er det Kristin Marja Baldursdóttir, der har skrevet det meget personlige og appetitvækkende forord.

Romanen er et gedigent socialrealistisk værk på et højt litterært niveau, hvori Laxness med barsk humor og stor indføling giver en detaljeret skildring af et lille samfund, der på en klippeknast ud mod Atlanterhavet strider sig igennem regn, kulde, sult og elendighed. De fleste af beboerne på stedet har kun lige nok til at overleve, og de få, der har mere, er ikke til sinds at dele ud af det. Udkommet skaffer man sig ved fiskeri, men der er også dem, der fisker sjæle, som præsten, hæren (altså Frelsens) og politiske agitatorer.

Et sammensat, rigtigt menneske

Til almindelig advarsel så er den kommunistiske agitator ikke ligefrem nogen helt. Heltinde er derimod den tidligt forældreløse Salka Valka, der er en født oprører, som målrettet går efter at klare sig bedre end sin mor trods meget dårlige odds. En stærk pige både fysisk og psykisk, men også med svage sider, altså et sammensat, rigtigt menneske, som læseren følger med spænding, for man vil så gerne have, at det skal gå hende godt.

Otto Gelsted skrev i sin anmeldelse i Land og Folk i 1956 om romanen: "Laxness har ikke lagt noget slør over den nød og elendighed, den vankundighed og brutalitet og det fantasteri, der råder i Osøre. Men Salka Valka viser menneskets evne til at hævde sig og skyde i vejret under de vanskeligste omstændigheder. Derfor har Laxness kunnet give sin roman den lyse og muntre tone, der trods al usseldom og sjælenød gennemtrænger dens sider."