Niels Roland, der til daglig huserer som fast tegnende formidler på blandt andet Weekendavisen, har nu begået en guide til undergangen, en slags Dommedag for Dummies. På forsiden loves der død og brand med en pastiche over den flamske maler Hieronymus Bosch, og på værkets sider folder forfatteren sig da også ud i alskens dommedagsvisioner.

Med benene plantet klart og tydeligt i traditionen fra Claus Deleurans legendariske - og på tragisk vis uafsluttede - Illustreret danmarkshistorie for folket, forsøger Roland at formidle dommedagen, så enhver kan forstå den.

Der er tale om dommedag i alle afskygninger: meteornedslag, invasion af aliens, klimakatastrofer, selvudslættelse, verdensomspændende epedemier og meget andet godt.

Desværre drukner Niels Rolands verden af dommedagsscenarier i en verden af kedelige og søgte popkulturelle referencer. Nærmest hver eneste tegning på de godt 170 sider indeholder en eller anden form for popkulturs-reference eller halvsøgt vittighed. Og det er synd.

Den helt tydelige inspirationskilde er den danske tegner Claus Deleurans illustrerede danmarkshistorie, der oprindeligt udkom i Ekstra Bladets lørdagstillæg (ligesom også flere af siderne i Rolands bog oprindeligt har været trykt i Weekendavisen), og som endte tragisk med tegnerens død midt i vikingetiden.

Forskellen fra Deleuran til Roland er, udover at Deleuran begrænsede sine udtalte (eller rettere: nedskrevne) vittigheder til en ganske lille håndfuld, og i stedet lod sig nøje med humoristiske - men ordløse - tegninger til det megen fakta, at Roland ganske enkelt vil have for meget information ind på for få sider.

Det roder! Tingene kommer i en pærevælling så stor, at den ellers fine inddeling i både dele og kapitler ganske enkelt bliver meningsløs: der er ingen sammenhæng alligevel.

Nu er det jo ikke fordi, Roland skal bedømmes som en "Deleuran nr. 2". Han er en tegner i egen ret, og tillige en dygtig formidler. Som en af hans trofaste læsere i Weekendavisen, havde jeg glædet mig til at se ham folde sig ud over så mange sider, netop fordi jeg aldrig synes han har plads til at gå i dybden på den ene spalte, han har til rådighed i avisen.

Netop derfor er det måske ekstra skuffende, at han ikke formår at gøre sin bog til meget andet end en lang samling af disse enkeltsider med for lidt plads. 

Selv foreslår forlaget, at bogen kan bruges til undervisning i 9. og 10. klasse samt på ungdomsuddannelserne. Så langt ville jeg nok ikke gå. Ikke fordi den ikke er interessant, men den tunge naturvidenskabelige slagside kombineret med, at der ikke er tid til at gå i dybden, gør den simpelthen for utilgængelig - selv for en hærdet akademiker som undertegnede.

Alt i alt er der tale om et hæderligt forsøg, som bare skulle have haft modet til at skære fra og gå i dybden. Det var en grund til, at Deleuran efter ni bind kun var nået til vikingetiden.