Nattens Dæmoner har samme problem som størstedelen af de gyserfilm, der er udkommet i de sidste 10 år: Den forsøger på den ene side at ramme et bredt publikum, samtidig med, at konventionerne skal overholdes – for genrefans'nes skyld. Resultatet bliver, at filmen (og genren i det hele taget) fremstår som uoriginal og forudsigelig.
Historien om dæmonolog-parret Ed og Lorraine Warren har ellers et fantastisk anslag, som kryber ind under huden på selv denne garvede gyserfan, med uhyggelige dukker og fantastisk lys- og kameraarbejde, der får Nattens dæmoner til at fremstå som noget så sjældent som en original gyserfilm.
Desværre sker der det, som alt for ofte sker: klichéerne tager over på den dårlige måde. Kliché nummer 1: Familien flytter til et stort hus i et afsides område. Kliché nummer 2: Der er sket forfærdelige ting i huset, og det er nu forbandet og hjemsøgt. Og 3: Familien må tilkalde spøgelsesjægere for at rense huset.
Det er set før, og når exorcisme/dæmon-film ikke ligefrem har været en mangelvare i de seneste år, bliver det derfor en smule ligegyldigt.
I den mere positive ende bør det nævnes, at både instruktør James Wan, som også har instrueret den glimrende spøgelses/dæmonfilm Insidious (2010), og hovedrolleindehaverne Patrick Wilson (Watchmen, Insidious) og Vera Farmiga (Up In The Air, The Departed) alle gør det glimrende. For gyser-nørden er der gemt referencer til andre gyserklassikere, og bevares, filmen leverer også reelt uhyggelige scener af en type, som kun kan skabes af en, der ved, hvad han laver.
Filmen foregår i 70’erne, hvilket afspejles ikke blot i kostumerne og rekvisitterne, men også i kameraføring, lyssætning og klipning. Det både ligner og lyder til tider en gyserfilm fra 70'erne med kiksede zooms, dissonerende hornorkestre med videre, og det tilføjer en overraskende velfungerende ekstra dimension til filmen.
Nattens dæmoner er en helt okay gyserfilm, som kan skræmme og holde en stemning kørende. Desværre kommer James Wans film aldrig op i nærheden af nogle af de klassikere, han hylder.



















