24 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Embedsstand og samarbejdspolitik

Embedsstand og samarbejdspolitik

Hans Kirchhoff bruger i sin bog megen tid på de embedsmænd, der videreførte samarbejdspolitikken efter at regeringen var trådt tilbage i 1943.

Det er en kendt historie at det i 1943 lykkedes over 7000 danske jøder at flygte til Sverige. En flugt der er blevet kaldt "Miraklet ved Øresund". Men miraklet lader sig forklare og historikeren Hans Kirchhoff gør det fint i sin nye bog "Holocaust i Danmark".

Bogen fokuserer på den danske embedsstands rolle og den rigsbefuldmægtigedes, SS-generalen Werner Bests motiver til at udløse aktionen og senere sabotere den. Den gengiver den tyske diplomat Duckwitz dagbog fra de afgørende uger, hvor han lækkede tidspunktet for den forestående aktion til danskerne.

Andre temaer er de danske myndigheders plan om at internere jøderne for at hindre, at de blev deporteret til Polen, hjælpen fra Sverige, det diplomatiske spil for at redde de 500, der blev fanget og sendt til kz-lejren Theresienstadt i Böhmen.

Endelige kommer forfatteren ind på Udenrigsministeriets omdiskuterede besøg i Potemkim-lejren i 1944. En lejr nazisterne havde brugt meget arbejde på at renovere, så den overfor offentligheden og Røde Kors fremstod som alt andet end en masseudryddelseslejr.

Spillede man spillet, eller blev man narret af Gestapos propagandastykke? Bogens mest spændende kapitel.

Bogen bruger megen tid på de embedsmænd, der videreførte samarbejdspolitikken efter at regeringen var trådt tilbage efter det legendariske augustoprør 1943. Desværre fortæller bogen ikke læseren, hvem de reelle skurke var. Eller var det hele embedsstanden?

Bogen er spændende og velskrevet og er illustreret med fotos og tegninger fra Theresienstadt, hvoraf flere aldrig har været vist før.

Kirchhoff har tidligere udgivet vigtige bøger om augustoprøret i 1943, men huskes i øjeblikket nok mest for den omdiskuterede biografi "Den gode tysker", hvor han forsøger at gøre den tyske diplomat Duckwitz bedre, end han reelt var.

Også dette værk, som fortjener at blive studeret, vil vække debat. En debat som er et led i kampen om historien.

21. jan. 2014 - 16:00   21. jan. 2014 - 16:15

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder

Hans Kirchhoff: Holocaust i Danmark. 362 sider illustreret. 299 kroner. Syddansk Universitetsforlag.