05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modbydelige katolikker og ædle reformerte

Ny roman fra Ken Follett

Modbydelige katolikker og ædle reformerte

"Den evige ild" er et kampskrift for den reformerte protestantisme. Klassekampen er mellem det fremvoksende handelsborgerskab og adelen, men ikke et ord om hekseafbrændinger eller politisk antisemitisme.

Forfatteren Ken Follett.
FOTO: Olivier Favre
1 af 1

Er man glad for en beretning befolket af herremænd og et potent handelsborgerskab, politiske intriger, romantisk kærlighed og et fanatisk religiøst had mellem modbydelige katolikker og ædle, smukke reformerte kristne - så er "Den evige ild" af Ken Follett noget for dig.

Folket beskrives som tjenende ånder, og deres værdi bedømmes ud fra deres loyalitet overfor deres herre. 

Folletts nye roman om Reformationen strækker sig i tidsrummet fra 1558 til 1606. Persongalleriet udspringer fra adels- og borgerslægter i den engelske by Kingsbridge med et kærlighedsforhold mellem den katolske Margery Fitzgerald og den reformerte Ned Willard.

Deres familier er rivaliserende storkøbmænd med skibe på verdenshavene. Handlingsforløbet rækker ud til Spanien, Frankrig, den nye verden/Hispaniola og Nederlandene.

"Den evige ild" har to store verdenshistoriske begivenheder som midtpunkt. Den ene er Bartholomæusnatten, hvor den katolske adelsslægt Guise i Frankrig foranlediger et massemord på 20.000 protestanter i Paris og det øvrige Frankrig i 1572. Den anden er slaget om England, hvor den engelske dronning Elisabeth 1. knuser Den Spanske Armada i Den Engelske Kanal og ved den spanske by Cadiz i 1588.

Et kampskrift

Ken Follett er en god historiefortæller, og der er er mange spændende skildringer. Søslag, fransk og engelsk efterretningstjeneste, fanatiske menneskeafbrændinger, kampen for religiøs tolerance overfor et reaktionært forsøg på at bibeholde den centrale pavemagt og om kærligheden som livskraft. Bogens slutter med forelskelsen mellem Margery og Ned. De bliver begge gift med andre, men ender efter ægtefællernes død med at få hinanden til sidst. Hvor romantisk!

Bogen er et kampskrift for den reformerte protestantisme. En skildring af denne kirkeretnings opståen og kamp for livet. Disse puritanere er helte. Der nævnes ikke et ord om protestantisk antisemitisme, hekseafbrændinger og forfølgelse eller om massakren på oprørske bønder under Grevens Fejde i 1534. Ej heller et ord om et nyt altødelæggende fromhedsideal, der har lagt millioner i slavelænker.

Borgerskabet vokser frem

Bogens titel "Den evige ild" er for mig at se tvetydig. Det kan referere til et frihedsideal: "hvor et menneske kunne slutte sin egen fred med Gud i stedet for at mime bønner som en anden papegøje". Sådan indledes bogen med et bibelcitat, der forsikrer om Guds førelse af sin sande menighed. Men titlen kan lige så fuldt og helt fortælle om det evige religiøse had, der forårsagede drab på så mange mennesker, og kirken som epicenter for al krig og undertrykkelse.

Bogen er en udpræget klasseroman om feudale stormænd og det fremvoksende, internationale handelsborgerskab. Folket beskrives som tjenende ånder, og deres værdi bedømmes ud fra deres loyalitet overfor deres herre. Hvilket klassehad!

Ken Follett er også forfatter til "Jorden Søjler" og "Uendelige verden" om middelalderen samt Century-triologien om 1900-tallets historie. 

17. okt. 2017 - 13:00   30. okt. 2017 - 10:48

Bøger

Nils Christensen
Anmelder
4

Den evige ild. Af Ken Follett.
Forlaget Cicero: 
rosinante-co.dk
Originaltitel: A Column of Fire. Oversat af: Alis Friis Caspersen. Omslag: Harvey Macaulay.
9
09 sider. Vejl. pris: 399,95 kr.