Rumfart og kønsroller går op i en højere enhed i filmen Proxima, hvor Sarah forsøger at kæmpe sig til en plads blandt sine mandlige kollegaer i en testosteronpumpet astronauthverdag. Franske Sarah er udvalgt til at deltage i en international mission i rummet sammen med to mandlige astronauter, og filmen følger hende i tiden op til den endelige lift off.

Filmens instruktør Alice Winocour har valgt en nedtonet tilgang i sin iscenesættelse af de tilsvininger, bevidste og ubevidste, som Sarah udsættes for.

Inden turen går mod stjernerne, der bliver de tre astronauters baggrundstæppe i et helt år, må Sarah under den forudgående træning i udlandet stå på mål for diverse spydigheder.

Filmens instruktør Alice Winocour har valgt en nedtonet tilgang i sin iscenesættelse af de tilsvininger, bevidste og ubevidste, som Sarah udsættes for. Det gør det hele ret troværdigt, og er selvfølgelig også en kommentar til den måde, kvinder behandles på i andre brancher. Et tema, der er sindsygt aktuelt og mere end vedkommende.

Pas på, kvinde

Sarah rådes til at skrue ned for sin træning, fordi hun, tja, er en kvinde, og kvinde kan ikke holde til så meget. Men selvfølgelig uden, at det bliver sagt direkte. Den indirekte sexisme lurer overalt, primært leveret af Sarahs medastronaut og med- og modspiller Mike. For øvrigt misundelsesværdigt godt spillet af Matt Dillon. Men i filmen er det Eva Green, som spiller Sarah, der stjæler billedet. Meget passende, må man sige.

Det er nemt for de mandlige astronauter at belære Sarah om børneopdragelse, når de selv får deres børn passet af konerne derhjemme.

Det er ikke nemt at være kvinde i træningslejren, men bestemt heller ikke at være mor. For at efterleve sine egne ambitioner, må Sarah distancere sig mere og mere fra datteren, som efterhånden ser på sin mor med stadig større utilfredshed, skuffelse og sorg. For hvorfor vil hendes mor ikke hellere være sammen med hende?

Sådan noget går rent ind i et forældrehjerte. Har man børn, vil man alt for let kunne identificere sig med Sarahs udspændthed mellem karriere og familieliv. Den konstant nagende dårlige samvittighed er af Winocour skildret i præcist afmålte doser, som vækker alle de dårlige følelser i en på den helt rigtige måde. Det er ganske enkelt pinefuldt og rørende på en og samme tid.

Far og mor

Under Sarahs træning bor datteren hos sin far. Forældrene er skilt, og da faren selv har gang i sin egen karriere, er han ikke meget for at skulle "passe" sin datter alene i et helt år. Han prøver, men han gør det ikke ubetinget godt. På distancen og via telefonen må Sarah supplere til opdragelsen og stadig opretholde sin rolle som mor. Men det går selvfølgelig ad helvede til.

De traditionelle kønsroller bliver sat på spidsen i Proxima, hvor Sarah er omringet af mænd, der ikke har de samme udfordringer som hende. I et miljø, der er styret af mænd og konstrueret til den stereotype mand, er der en verden til forskel mellem at være far og være mor. Det er nemt for de mandlige astronauter at belære Sarah om børneopdragelse, når de selv får deres børn passet af konerne derhjemme.

Det, Winocour gør så godt, er at supplere kønskritikken med et element af forsoning.

Sarah er ikke et gudbenådet og perfekt menneske, og må i filmen leve med konsekvenserne af sit valg, som først og fremmest går ud over forholdet til datteren. Men hun kæmper, hun prøver, og kommer også halvt og halvt i mål ved filmens afslutning. Proxima er derfor en hyldest til alle de seje astronautmødre, som trodser normerne, på trods af de meget større udfordringer, de mødes med, end deres mandlige kollegaer.

Forsoning på trods

Nu kunne det godt lyde, som om mændene ikke er mange potter pis værd i Proxima, men det er langt fra tilfældet. Det, Winocour gør så godt, er at supplere kønskritikken med et element af forsoning. Det giver Proxima, særligt mod slutningen, et skær af feel good, der godt kan virke irriterende. Men gør det egentlig noget?

Proxima vil fortælle en masse om vores samtid, her, på jorden. Og hvor knyttet vi er til vores jordiske liv. Men at der findes nogle bånd, af den ene og den anden slags, der kan brydes, og som skal brydes. Winocours film har fortjent at blive set af både fædre og mødre, og af deres børn. Måske i mange år fremover?