At dansk teater bugner af ung talent er en underdrivelse. Tag blot en tur til Teatret ved Sorte Hest, hvor de unge skuespillere Morten Holst og Morten Brovn lige nu lægger arm med den britiske dramatiker og modtager af Nobels Litteraturpris Harold Pinters anti-krigs drama "Køkkenelevatoren".

Man behøver ikke at vide ret meget om Harold Pinters absurde gyserunivers for at indse, at han ku' ik' li' krig!

Det er synd at sige, at det politiske teater står i kø for at fortælle sine budskaber på danske scener. Derfor er det velgørende, at Teatret ved Sorte Hest har genopdaget Harold Pinter (1930-2008) med "Gamle dage" ("Old Times"), som nu afløses af gyseren "Køkkenelevatoren".

Man behøver ikke at vide ret meget om Harold Pinters absurde gyserunivers for at indse, at han ku' ik' li' krig! Og "Køkkenelevatoren" handler i høj grad om den krig, vi stiltiende accepterer.

Ben og Gus er lejemordere, og lige nu venter de i kælderen på den næste ordre til at dræbe. Ventetiden bruger de på meningsløse småskænderier og ligegyldigheder, og ingen af dem sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de dræber. På den måde ligner de soldater i krig, som ikke spørger, om en ordre er god eller dårlig.

Denne opgave går langt fra så glat for Ben og Gus, som den slags plejer. Det forestående mord bliver livsfarligt nærværende, da verden omkring de to dræbermaskiner i kælderens nedgravede virkelighed blander sig. Helt konkret begynder køkkenelevatoren at leve sit eget liv. Den begynder at stille krav og forvandler sig snart til en slags fornuft i galskaben. Noget eller nogen begynder at smide grus i maskineriet og sætter spørgsmålstegn ved, om de nu gør det rigtige.

Situationen ændrer sig uheldsvangert til noget farligt, noget truende, hvor jægerne bliver de jagede og harens gevær viser sig at være skarpladt. Resten er hemmeligt, dybt foruroligende, absurd skræmmende.

Under Harold Pinters kyndige dramatikerpen bliver virkeligheden både absurd og alt for genkendelig. Han afslører, hvorfor Danmark sender fly til Libyen, militære rådgivere til Mali, bomber i Syrien, torturerer fredelige landarbejdere i Irak og skyder talibankrigere i Afghanistan uden at blinke.

Det er Ben og Gus på arbejde, og ingen - heller ikke vi selv - stiller spørgsmålstegn. Forhåbentlig er der også en løbsk køkkenelevator for os.