Lidt af en legende er han i dansk rytmisk musik. Men mindst lige så meget blandt godt fire årtiers danske musiknavne som blandt publikum: Ved snigpremieren på dokumentaren Moussa Diallo - manden og musikken i Bremen Teater var salen pakket med musikervenner, folk fra branchen - og selvfølgelig de mange involverede i et næsten 10-årigt filmprojekt, der startede, da Moussa Diallo i 2006 fik Ken Gudman-prisen.

Det bemærkelsesværdige er, at undertegnede kunne konstatere, at kun hvad der svarer til en brøkdel af de tilstedeværende i Bremen denne lørdag overværede Diallo og hans nuværende spillemæssige nærkontakter live i medborgerhuset Karensminde i Sydhavnen weekenden før!

Helt ubegribeligt - og uforståeligt. For koncerten i Karensminde med den sympatiske, socialt omsorgsfulde og groovy bassist, plus trommeslageren Klaus Menzer og guitaristen Mikkel Nordsø, var en tour de force i tæt, indbyrdes stimulerende sammenspil mellem tre fremragende instrumentalister.

På sin vis vil undertegnede ikke håbe, at flere finder derud eller ud til andre steder, for - til næsten ingen penge - at få en inciterende og dansabel aften med afro-funk, blues-rock og Mali-blues. Med masser af skæve soli og andre spontane indslag. Og nærkontakt til publikum ved bordene, som simpelthen ikke kan blive sidddende ret længe ad gangen.

Personlig og musikalsk tidsrejse

"Tommelfingerbas! - han spiller jo nærmest som en hel afrikansk landsby", lyder det fra Mikkel Nordsø blandt de mange karakteristikker af den karismatiske Diallo i instruktøren Helle Toft Jensens dokumentarfilm

Filmen er en tidsrejse gennem Moussa Diallos liv - fra han fødtes i Mali med en dansk mor og en malesisk far i midt-50'erne, over flugten til Danmark fra sin strenge far, en strålende musikalsk karriere her, som ikke gjorde ham lykkelig - og til forsoningen med sin far og sig selv i dag.

Faderen, som var en kendt sagfører og politiker i Mali, har fyldt meget i Moussa Diallos liv. Det samme har Diallos søgen efter anerkendelse og indhold i et liv med følelse af eget svigt - bl.a. overfor tre forskellige kvinder, som han har fået fem børn med. Så han søger både indad - og tilbage til Mali. Og - en halv snes år efter Eik Skaløe - til guruer i Indien. Dette besøgs udbytte belyses dog ikke i filmen...

Det er en undertiden meget rørende, personlig historie. Men mest af alt er det også en bevægende tidsrejse gennem et musikalsk miljø fra 70'erne og frem til i dag. Fra Savage Rose over Sneakers, Marquis de Sade, Stig Møller Band, Hanne Boel og mange flere. Deltagelse i Melodi Grand Prix savnes ikke, og en mængde indslag fra koncerter og interviews med Diallo og andre daværende musikpinger vakte publikums rørelse og moro.

Sjældne, ukendte, stærkt kornede og tågede optagelser med James Brown, Jimmy Hendrix, Rolling Stones og mange andre, som Diallo allerede fra barnsben så op til, udgør en del af det puslespil, Helle Toft og hendes hold har mikset sammen. De kombineres så med rejseoptagelser fra Afrikas Ørken, Mali og Indien m.m.m. Og med nutidige, ærlige og ligefremme udsagn om Diallo fra hans nutidige nærmeste venner og medspillere.

Og så sluttede aftenen i Bremen, efter film-forestillingen, med live jam i foyeren: Manden i centrum, Moussa Diallo, med Klaus Menzer, Mikkel Nordsø, og backing af et overflødighedshorn af percussion, el-harpe, trombone og ikke mindst Palle Mikkelborg på følsom trompet. Så bliver det ikke mere svingende, funky og medrivende.