Ingrid Bergman opnåede i sin skuespillerkarriere en helt enestående berømthed og var meget feteret og vellidt, hvad enten hun befandt sig i USA eller i Europa. Hun var selv meget bevidst om sin udstråling og sine præstationer på det hvide lærred.

 Det mest interessante i filmen er Ingrids enestående viljestyrke, da hun beslutter sig for at blive skuespiller.

Instruktøren Stig Bjørkman, som gennem sin 50-årige filmkarriere har lavet flere portrætbilleder, har samlet Ingrid Bergmans materiale og interviewet hendes tre børn. Det er der så kommet en helaftens dokumentarfilm ud af, som vel nok mest er interessant for filmmuseer i Sverige og USA.

Hun filmede sig selv, sin mand og sine børn. Hun elskede billedmediet, som hun havde lært om af sin alt for tidligt afdøde far. Hun første også dagbog over sin omtumlede karriere og om sit forhold til de tre mænd, hun nåede at være gift med.

Ingrid Bergman var en betagende skuespiller i sin tid. Hvem husker hende ikke for hendes roller i "Casablanca", "Hvem ringer klokkerne for" og "Gaslys". Men der bliver lidt for meget Billed Bladet og SE og HØR over dokumentarfilmen. Alt er jo så fantastisk og hendes børn har kun lovord over hende, selvom hun i deres barndom kom til at svigte dem i længere perioder enten på grund af filmarbejde, eller fordi hun skulle dyrke sine kærlighedseventyr.

Jeg kedede mig bravt op til flere gange under filmen, fordi jeg ved at en filmkarriere som Ingrid Bergmans havde sin pris. Det mest interessante i filmen er hendes enestående viljestyrke, da hun beslutter sig for at blive skuespiller og efter en kort berømmelse i Sverige får tilbud om at komme til Amerika. I slutningen af 30'erne har det været en uopnåelig drøm for de fleste i Sverige.

Hvis man er til ægte dokumentarfilm, vil jeg langt hellere anbefale filmen om Amy Winehouse, som har været anmeldt her i Arbejderen. Den er der anderledes saft og kraft i.