Dramatikeren Christian Lollike har bearbejdet og iscenesat Holbergs klassiker "Erasmus Montanus" fra 1700-tallet, og det har han gjort godt. Rigtig godt. Lollike og hans hold har skåret ind til benet og ført stykkets tematik op til vores tid.
Lollike udfordrer især påstanden, der i stigende grad tromler over landet: Danmark bygger på kristne værdier!
I krydsfeltet mellem sandhed, tro, følelse og tradition pløjer stykket afsted over den danske muld af selvforståelse.
Lollike udfordrer især påstanden, der i stigende grad tromler over landet: Danmark bygger på kristne værdier! Vi bygger også på alt muligt andet. Og selv om vi så gjorde, så er det jo oplagt og burde være tilladt at stille spørgsmål ved disse værdier. Altid.
Erasmus har jo ret. Men med sin overlegne snobbede arrogance, skubber han folk fra sig. Den samme problematik ses jo i politik i dag. At folk, der kæmper for en sag som for eksempel miljø, i deres arrogance og selvbevidste selvglæde skubber modstanderne over i kølediskene med kød og ind i fly og biler. Selv om miljøfolkene har ret. Når eliten bliver nedladende, bliver folket provokeret. Når Rasmus Berg bliver til Erasmus Montanus, stemmer folk på Trump, sort/hvidt formuleret.
På en og samme tid jonglerer Lollike legesygt og veloplagt rundt med teatrets mange forskellige virkemidler. Hele teater-maskineriet er i spil. Det er et forrygende resultat, der er kommet ud af det.
Stykket havde premiere i Aarhus i 2017 og er nu genopsat i København, hvor det kun går frem til 9. februar, derefter kommer "Erasmus Montanus" til Aarhus igen.
Lollikes "Erasmus Montanus" giver dig så meget at tænke over. Stykket er proppet med indhold og perspektiver, så det er en fryd. Stor ros til Teater S/H, Aarhus Teater og Østre Gasværk for at få stykket genopsat i København og Aarhus.
På skuespillerholdet ses Andreas Jebro som Erasmus Montanus, sammen med Zaki Youssef, Anders Baggesen, Lotte Andersen, Bjarne Henriksen, Lars Brygmann med flere.
Skynd dig ind at se "Erasmus Montanus", hvis ikke du har set det. Det er det mest seværdige og vedkommende teater i lange tider.