Mange ældre medborgere har sikkert som barn set dokumentarfilmen om Thor Heyerdahls farefulde færd i Stillehavet fra Peru til De Polynesiske øer i en sivbåd. Den blev vist i 50’erne og vakte stor opsigt overalt i verden, og filmen blev da også belønnet med en Oscar.

Det medførte, at Thor Heyerdahl fremover lettere kunne rejse penge fra sponsorer til sine fremtidige togter.

Men da Thor Heyerdahl i 1947 skulle overbevise alverdens videnskabsfolk og antropologer om, at den polynesiske befolkning oprindeligt stammede fra Sydamerika og ikke fra Asien, var der ingen, der troede på hans teori, og der var derfor ingen, der ønskede at finansiere hans eksperiment.

Men i kraft af sin stædighed og overbevist i troen fik han kontakt med en amerikaner, der troede på hans teori og derfor var villig til at skyde penge ind i eksperimentet. Forudsætningen var dog, at han selv kom med på rejsen.

Turen over Stillehavet var på omkring 8000 kilometer. Ligeså langt, som der er fra Chicaco til Moskva. I 101 døgn flød båden Kon-Tiki over Stillehavet, kun med hjælp fra havstrømmene og ved vindens hjælp.

Gennem storme og høj bølgekamp kæmpede de 6 seks mand sig frem til De Polynesiske Øer og Thor Heyerdahl opnåede verdensberømmelse, både med sin bog og film om turen.

Der er således masser af stof til en spillefilm, og det har nordmændene udnyttet til fulde.

Det er blevet en storslået og flot film om først vanskelighederne for Thor Heyerdahl med at skaffe penge og overbevise alverden om sin teori og derefter om selve sejladsen.

Kon-Tiki var ligesom den danske En kongelig affære i februar nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og det er ganske forståeligt.

Det er en stor og flot film, som i Norge allerede har solgt over en million billetter.

Har man set den gamle dokumentarfilm eller set Kon-Tiki-flåden på museet i Oslo, kan jeg varmt anbefale denne film, der rummer alt hvad en god underholdningsfilm bør have.