En vaskeægte tanzanier indleder fortællingen om Samantha – den engelske teenager fra kostskolen ved foden af Kilimanjaro – som må så grueligt meget igennem, før det ender helt ad helvede til. Spirit Mba er til gengæld det mest afrikanske ved fortællingen.
Eksil er en klassisk historie om voksne, der svigter et barn. Dramaet udspiller sig på en kostskole og i et hjem med en alkoholiseret mor og en brutal far, der smugler våben og hårde stoffer. Rammen er 80'er afrikansk med en rustik træ-scenografi og rekvisitter som hele slagtede geder, skydevåben og macheter og en meget liberal atmosfære i betydningen enhver må klare sig selv.
”I grew up in a lifesize pinball-machine” kunne Samantha have sunget, hvis hun havde haft DADs poetiske talent og fået muligheden for at kigge tilbage på sin opvækst. Hun bliver kastet rundt mellem de voksne, der burde beskytte og favne hende – selv Teddybjørnen begynder at slå på hende. Det gør hende hård udenpå og krakelerende skrøbelig indeni. Gysende overbevisende gestaltet af Sofia Saaby Mehlum.
For at opnå kærlighed og tryghed og dulme forladtheden lader hun sig misbruge. Det understreges uhyre ekspressivt. Sperm, lort, kokain og blod forkynder etiketterne på de spande, hvis indhold hældes over vores protagonist efterhånden, som handlingen skrider fremad. Hendes indre er helt krænget ud.
Det er en meget skarpt tegnet historie, men den blødes effektivt op og sættes i relief af de mere nuancerede historier, vi med jævne mellemrum får fortalt fra tre skærme, hvor kammerater og lærere, der kendte den virkelige ”Samantha” fortæller. Pigen der inspirerede Jakob Ejersbo til Eksil.
Teater Nordkraft fra Ålborg har skabt stykket, og det har de gjort godt. Historien fortælles medrivende, med præcis og velovervejet brug af dramatiske greb. Manuskriptforfatter Garfield kan sit kram, der giver stykket en filmisk fortælleteknisk stil. Instruktør Flyvholm kan sin Brecht; nøje afstemt brug af rekvisitter, hændelser og spil driver publikum igennem denne fortælling om svigt og råhed. Når du det ikke i København, er det værd at overveje at se den i Ålborg sammen med forsættelsen. Liberty i november.