At der kan opstå en solidaritet mellem arbejdere, når det samlet gælder at vise tænder overfor en grådig arbejdsgiver, er set utallige gange. Men gælder solidariteten også mellem arbejdere, når valget står mellem at lade en kollega fyre eller at få omkring 7.500 kr. i bonus?

Gælder solidariteten også mellem arbejdere, når valget står mellem at lade en kollega fyre eller at få omkring 7.500 kr. i bonus?

Det er det, ”To dage og en nat” handler om.

To dage og én nat, det er hvad fabriksarbejderen Sandra har til at overbevise sine kolleger om, at de skal takke nej til deres årlige bonus, mod at hun kan beholde sit faste arbejde. Denne skarpe præmis er udgangspunktet for de belgiske Dardenne-brødres bidrag til Filmfestivalen i Cannes, ”To dage, én nat”.

Det bliver en kamp mod tiden, og det er ikke let for Sandra at overbevise de forskellige kolleger om, at hendes situation er langt værre end deres mistede bonus.

Men mange af kollegerne har forskellige undskyldninger for, at de ikke kan undvære den lovede bonus. Det beviser blot, at kapitalen med alle sine afdragsordninger og reklamer har gjort arbejderne afhængige af selv den mindste lille ekstra betaling.

Det er en ualmindelig flot film, de belgiske brødre Dardenne har skruet sammen. Hovedpersonen som Sandra (Marion Cotillard), som nogle måske husker fra filmen ”Smagen af rust og ben”, er yderst fremragende.

De belgiske Dardenne-brødre, Jean Pierre og Luc, har gennem de sidste 30 år været leveringsdygtige i socialt engagerede dokumentar- og spillefilm. Deres store gennembrud fik de med guldpalmevinderen i Cannes ”Rosetta” fra 1999, og med ”Barnet” fra 2005 slog de virkelig deres navne fast i filmverdenen.

”To dage og en nat” kan godt have en snert af den ensomme kæmper, som vi kender det fra western-filmene. Kampen er imidlertid ganske anderledes, og det er absolut en film, man bør se både som arbejder og funktionær.

En film om solidaritet og om hvordan det bliver sværere og sværere, når arbejdsgiverne i misforstået demokrati lægger afgørelser ud til arbejderne, når det alligevel i sidste ende er dem, der bestemmer over den enkeltes liv og død.