Selv om Ken Loach er firs år og har instrueret film siden 1963, er den engelske filminstruktør ikke gået på kompromis med sit engagerede og kritiske syn på det engelske samfund. Altid har han været på de svagestes side og gennem sine film vist sin vrede over den måde, systemet behandler folk, som er kommet lidt ved siden af de gældende normer.

Alle i filmen spiller med utrolig overbevisning, og man kan kun sige om Ken Loach, at han også er en fantastisk personinstruktør.

Det er markedsøkonomien, der har medført den sociale katastrofe, vi har nu. Systemets folk peger på folket og siger, at det er folks egen skyld, at de er i nød. Vi finder herhjemme den samme holdning hos den borgerlige regering, hvilket ikke kan overraske en.

Enkemanden Daniel Blake, der er 59 år, har hele sit liv arbejdet som tømrer. Så får han hjerteproblemer og bliver af sin læge opfordret til at holde en pause med det hårde arbejde. Daniel regner med, at han så i den pause kan få hjælp fra sygesikringen. Men her fortæller man ham, at han ikke er syg nok til at få hjælp.

Daniel står altså i et ingenmandsland, fanget i velfærdsbureaukratiets pigtråd og begynder at slås med myndighederne over den uretfærdige behandling, han får. Han bliver bedt om ved hjælp af computer og internet at sende ansøgning om at få sygedagpenge. Men som han rigtigt siger: "Jeg kan bygge et helt hus, men jeg har ikke forstand på og har aldrig lært at bruge en computer".

På et af sine utallige besøg på socialkontoret møder Daniel den enlige mor Katie og hendes to børn. Katie er blevet nødt til at flytte fra London til Newcastle for at sikre sin lille familie tag over hovedet og mad på bordet.

Daniel overværer, hvordan Katie får den samme ubehagelige behandling af personalet, som han selv har fået, og tilbyder hende sin hjælp. Begge er de fanget af det moderne Englands nasserøvsretorik.

Sammen skaber de en slags familie, hvor Daniel hjælper Katie med at få indrette en lille miserabel lejlighed til et rimeligt sted for hende og hendes to børn.

"Jeg, Daniel Blake" fik guldpalmerne ved sidste års festival i Cannes. Det er anden gang, at Ken Loach modtager denne fornemme pris. Sidste gang var i 2006, da han vandt med filmen "Vinden, der ryster kornet".

Og fuldt fortjent. Ken Loach er en af vor tids mest engagerede filminstruktører og har gennem årene vundet et utal af filmpriser.

Det er næsten overflødigt at tilføje, at alle i filmen spiller med utrolig overbevisning, og man kan kun sige om Ken Loach, at han også er en fantastisk personinstruktør.

Sammen med sin faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, lavede Ken Loach et mægtigt researcharbejde, før filmen blev til. En af de interviewede fortalte om, hvordan han var blevet ringet op klokken fem om morgenen og bedt om at møde i en lagerhal klokken seks for at få et arbejde. Han mødte selvfølgelig op til tiden. Så blev han bedt om at vente. Klokken kvart over seks fik han at vide, at der ikke var noget arbejde til ham alligevel. Han blev sendt hjem igen og fik ingen betaling. Sådan udnytter man de svage og magtesløse og udsætter dem for konstant ydmygelse.

Ken Loach har lavet film om unge og gamle i samfundet. "Jeg, Daniel Blake" handler om den generation, der trofast har været på arbejdsmarkedet gennem et langt liv og nu nærmest er slidt op. De har helbredsproblemer og har aldrig lært at bruge en computer. Den uigennemskuelige, bureaukratiske struktur knækker disse mennesker.