19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når verden krakelerer

Anmeldelse

Når verden krakelerer

Den græske film "A Blast" handler blandt andet om det kaos, der for tiden hersker i Grækenland, og som forplanter sig helt ned i de enkelte familier.

FOTO: Paradistribution
1 af 1

De fleste ved, at der for tiden hersker kaos i Grækenland. EU og Den Internationale Valutafond har nærmest vredet armen om på det politiske system. Ingen kan endnu rigtigt overskue konsekvenserne af, hvad fremtiden bringer for det forarmede land.

Maria har efter 10 år med en dejlig mand og tre børn besluttet at opgive trygheden og ægteskabet.

Men det politiske kaos eksisterer ikke kun på det højere politiske plan. Helt ned i de enkelte familier er der også kaos og splittelse. I en familie kan der både være facister, Syriza-tilhængere og kommunister og det skaber voldsomme konfrontationer, når familien skal diskutere politiske løsninger for fremtiden.

Instruktøren Syllas Tzoumerkas skildrer i sin film "A Blast" på fortræffelig vis dette kaos og fortvivlelse i en ellers velfungerende familie.

Maria, der spilles fortræffelig af Angeliki Papoulia, har efter 10 år med en dejlig mand og tre børn besluttet at opgive trygheden og ægteskabet. Hun vil bare væk, da hun ser, at verden er ved at krakelere. Hun lægger alt dette bag sig. Flygter fra det hele. Hun må simpelthen finde sig selv igen.

Hun har besluttet at ændre sit liv radikalt. Hun kæmper pludselig mod alle de mennesker, hun elsker. Både hendes familie og sig selv. Og hvorfor så det?

Hun vågner en dag, under den økonomiske krise, og kan pludselig ikke genkende sig serv. Hun ved ikke længere, hvem hun er. Hun er nødt til at genopfinde sig selv og genopbygge sit selvværd.

En lidt svær og måske uforståelig problematik. Men det er der kommet en fremragende film ud af. Ikke nem at forstå, fordi man næsten hele tiden spørger: Hvorfor?

Filmen giver heller ikke et entydigt svar, og det gør heller ikke noget. Når man forlader biografen har man hovedet fyldt med uforklarlige spørgsmål.

Måske en replik fra filmens hovedperson kan forklare lidt af det uforklarlige:

"I dag vil jeg fortælle jer, at jeg er fuldstændig ulykkelig. Jeg har levet et latterligt liv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre det. Jeg blev gift, da jeg var 20 år gammel og jeg har tre børn, som jeg ikke har lyst til at se igen. Hverken dem eller min mand. Fra nu af vil jeg kun tale med fremmede. Ligesom alle jer. Og jeg foretrækker den skyldfølelse, det giver mig, fremfor det liv, jeg har levet indtil denne dag."

16. sep. 2015 - 13:02   21. sep. 2015 - 12:13

Film

Jørgen Melskens
Anmelder
5

A Blast. Instruktør: Syllas Tzoumerkas. Premiere 17. september.